Louise Juhl

Hendes bror sætter ild til sig selv, dagen før han fylder halvtreds. Han lægger sig på et brandfængende tæppe, han har mættet med benzin, og smider en stormtændstik. Det er en kvindelig betjent, der overbringer beskeden, hun beklager dybt.
I månederne op til, har hun planlagt hans fest i detaljer. Lejet et karaokeanlæg, købt shaker og glas på høje stilke, inviteret mennesker fra for længst. Hun har arrangeret et kunstigt ildsted på plænen ud for selskabslokalet, her kan gæster få lov at prøve kræfter med snobrødsbagning og ristede pølser. Et badebassin skal gøre det ud for en put-and-take sø, der vil være præmier til den, der lander mest. Nu skal hendes bror fandeme fejres.
Sidst de talte sammen var til jul, hun havde sendt ham en kurv med cognac, fyldte chokolader og et gulnet sort-hvid foto fra dengang, de var små. Klædt ud som nisser og i tæt omfavnelse. Forventningens glæde havde lyst ud af billedet, det var dengang. Han havde ringet og takket, cognacen havde han allerede tømt, nu sad han og så en film med John Wayne. Chokoladerne ville han gemme til i morgen, sagde han, ”glædeliglig jul’. Hun havde ikke nået at svare, før han lagde på.
Nu havde han så sat ild til sig selv, hvad skulle hun sige til gæsterne. At festen var aflyst, to havde allerede taget turen helt fra Norge og hans kusine købt en dyr kjole i Magasin. Så hun tager en beslutning, hvad betyder en enkelt dag fra eller til. Hun pynter op, tænder lys, dækker bord med serpentiner i alle verdens farver. Gæsterne ankommer klokken fem, høj musik og pinde over bål, stemningen er høj. En ikke særlig høj kvinde, ingen ved hvem er, vinder karaokekonkurrencen, hun synger som en drøm, det er vist Phil Collins ‘its just another day for you and me in paradise’. Klokken syv er der buffet, dybstegte rejer og coleslaw, kuvertflutes og rødvin med hældetud. Der bliver delt sange rundt:, ‘en guttermand i flyverskjul/en ven med vinger som en fugl’, alle synger med. Omkvædet lyder ‘huhejhuhej-tralulalej’, gæsterne vugger arm i arm og i takt.
Festen fortsætter hele natten og morgenen med, de sidste kører ved middagstid. Hun vinker til dem fra plænen, der hænger en serpentin fra hendes skulder. Ingen spørger til festens hovedperson, han har vel aldrig været mere levende end nu.