Louise Juhl

Det ligner februar. To timer sidder hun. Hver morgen foran vinduet og lytter. Der er ikke noget at høre. De har talt om det før. Hvordan hun ligesom synes, der ligesom mangler noget. Ikke noget særligt, forklarer hun, bare. Og: ’Nå ja, du ved’. Men han ved det ikke, forstår ikke, hvorfor hun insisterer. Der er så meget andet at tale om. Støvboldene i skovbunden, for eksempel, eller februarens strenge sol. Han foreslår, at de går ud og handler, fiskebilen foran Rema 1000 har tilbud på frisk stenbiderrogn. De køber 200 gram. Han viser hende, hvordan man tilbereder de små æg. Skyller og salter og serverer med cremefraiche og friskskåret purløg. Uhmm og tak og velbekomme. Hun husker deres første møde, det var til en fest på Mønstedkollegiet, han var klædt ud som Pingvinen. ’Ham fra Batman’ havde han forklaret, ’og dig?’ Hun var i buksedragt, og havde ikke vidst, hvad hun skulle svare. ’En forhekset fersken, måske?’ De havde begge leet højt, og sådan var de fortsat resten af aftenen – med at le og tale forbi hinanden. To uger efter var de flyttet sammen. i hendes lejlighed, allerøverst i det høje boligkompleks med udsigt over stadion og en række træer på helt lige rækker. ’Hyggeligt’, havde han sagt med det samme, han trådte ind. Han måtte bøje i knæene for at kunne stå under skråvæggen. De havde, uden at aftale det, indrettet sig med hver sit og i hver sin ende. Han med store okkerbrune sofapuder på gulvet og et akvarium med perlegurami og neonfisk. Hun med grønne gulvpalmer og et højbord i lys eg. Ind imellem mødtes de et sted midt i det hele, fordelte rengøringstjanser og aftalte indkøb. Alligevel blev hun ved med at insistere. ’Det er som om, der mangler noget,’ mente hun, og han vidste ærlig ikke længere hvad han skulle stille op. Med det, med dem. For hvis ikke engang streng sol og stenbiderrogn kunne gøre det, hvad så?