Louise Juhl

Jeg lærte tidligt, at der var mennesker ude i verden, der led. Altså virkelig led. Ikke fordi de skulle i seng før klokken ti, eller ikke måtte få nutella på deres brød til morgen. Men fordi der faldt bomber over deres huse, og der ingen mad var at få. Så jeg holdt op med at plage, med at spørge og at ønske, fordi jeg vidste, at der var mennesker derude, der trængte mere og for hvem, det gjaldt livet. Jeg, derimod, vidste ikke, hvad jeg gjaldt, så i stedet kastede jeg fire hårdkogte æg i munden, tyggede og slugte med tvang. En tør og sej mundfuld, der viste sig at være helt umulig at synke, og som jeg derfor endte med at spytte ud igen. ‘Der kan du se!’
Glæden blev en pligt, og jeg tog den på mig. Overalt rendte jeg rundt og smilede og sagde undskyld, hvis jeg alligevel skulle komme til at føle noget andet. Undskyld, undskyld, indtil folk blev trætte af alle undskyldninger. Så undskyldte jeg også for det.