Louise Juhl

Slot hed egentlig Charlotte, og hendes storesøster hed Karen, men blev kaldt Kat. Vi mødte hinanden på en spejderlejr, det var i efteråret 1986. Slot havde troldekruset hår, et lyserødt nittebælte og sang som en drøm. Jeg var tretten og meget forelsket i en patruljeleder fra Farum, der havde lagt en kold klud på min pande, da jeg besvimede efter at have pelset en kanin. Han blev siddende hos mig en hel time, hans mor hed det samme som min, jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Jeg fortalte Slot om Henrik, den kærlige klud, og at han havde et hår som John Taylor fra Duran Duran. På vej hjem fra lejren havde jeg grædt så håbløst, at de andre passagere måtte forlade kupeen, der var simpelthen ikke mere vejr at trække. Så snart jeg var hjemme, ringede telefonen, det var Slot. Hendes chinchilla havde fået unger, om ikke jeg ville komme og se dem? Næste weekend besøgte jeg hende, ungerne havde kun knap fået øjne, fyldte ikke engang en håndfuld men hele mit hjerte. Deres pels mindede om en kanins, også denne gang besvimede jeg. Næste gang vi mødtes var hjemme hos mig, Slot tog toget, hun havde en stor pakke i hånden. Indeni var der bur og hø og en lidt forskræmt chinchilla. Vi døbte ham John, efter John Sivebæk, men meste efter Henrik, hvis hår lignede John Taylors.

Jeg er ikke sikker på, hvad der skete, men en dag holdt hun op med at svare på mine breve. Jeg skrev igen, nu som John, fortalte om dage med saltsten og rosiner, stikkende hø. Jeg forsøgte at holde en munter tone, fornemmede vel, at hun trængte. Kære Slot og kærlig hilsen John. Tre uger senere fik jeg et postkort, med motiv af en træt måge, der var faldt om i en kop. Hun skrev, hej john, kh Slot, ikke andet. 
Jeg fik senere at vide, at hun ved en fejl var kommet til at træde på sin undulat, da hun havde øvet showdance på sit værelse. Fuglen havde ikke stået til at redde, hun havde selv hentet pløkhammeren, givet den det endelige slag i baghovedet. Hun havde grædt i flere uger, fortalte hendes mor, nægtet at gå i skole, tale, spise. Hun tabte seks kilo, hendes hår gik fra kruset til glat. Hendes søster, Kat, flyttede hjem, sov ved hendes side, købte hende en ny undulat i samme farver. Gilma. Slot havde nægtet at se på fuglen, ‘jeg ender bare med at slå den ihjel’. Hun havde holdt sig for ørene og skreget, og de måtte aflevere fuglen tilbage, hvor de havde købt den. 
Jeg skrev til Henrik. At Slot havde danset en fugl til døde, at hun var utrøstelig, om han ville hjælpe? Jeg ved ikke hvordan, men han kom og sad hos hende, fik hende endda til at synge. Morning has broken. En uge efter fik jeg brev fra Slot: Hun havde vundet en tredjeplads i showdance-konkurrencen, præmien var to billetter til Givskud Dyrepark. 
Om jeg ville med?