Louise Juhl

Hun har lært sig selv at trække glæden ud. Hun lader den simpelthen løbe som et garn, hen forbi huset med katten uden hale, gennem regnen og op på toppen af bakken. Til det udbrændte træ, ingen ved, hvor kommer fra. Her står hun et øjeblik, lægger kinden mod et muldvarpeskud.  Så vender hun om, på vej tilbage vikler hun garnet op igen og ender med en våd og knudret nøgle. Den lugter lidt af kattepels og lidt af noget andet. Al farven er løbet ud. Sådan er det tit med glæde, den ligner noget andet, lugter også sådan. Men den er god nok.  🧶