Louise Juhl

Hun laver mad, fra hun står op, til hun går i seng. Koger, steger, panerer, sauterer, griller, rister, rimmer. Intet må gå til spilde i hendes køkken, alt finder anvendelse. Støv fra en sommerfuglevinge stødes til fin sukker, som med let hånd drysses over en fingerbølstor surmælkspannacotta. En børsteorms tentakler friteres i butterdej og serveres som snacks til en hjemmegjort drik af gærede svampe og fluespy. Uglegylp confiteres, borebiller saltbages, skæres i skiver og serveres som tilbehør til osten. En hugorms afskudte og tørrede ham brækkes i grove stykker og tilføjes en nåletræslegeret suppe som det sprøde element. 
Hendes store talent når hele verden rundt. Et amerikansk børsmagasin bringer således hendes portræt på forsiden, overskriften lyder: Når Kvinder Vil. Hendes signaturret, en bænkebidersouffle med ostevalle, vinder den fornemme pris som Most Surprising Taste of the Year.. Folk fra nær og fjern strømmer til for at smage hendes mad. En terminalt syg professor emeritus fra Japan bruger sine sidste kræfter og penge på at nå frem til hendes restaurant, og finder så stor vellyst i det serverede, at flere uafhængige læger vurderer, at manden derved har fået  op til flere leveår forærende. 
Selv lever hun af rester. Stjæler sig til fugtigt brød fra fuglenes foderbræt, eller de frasorterede lameller fra en lidt for tæret Karl Johan. Hun holder sig kun akkurat på benene, altid på grænsen til et sultekollaps. På den måde, fortæller hun en kendt TV-vært, holder hun kroppen i konstant beredskab. Vågen, grådig og altid på jagt efter næring. 
– Det er ikke mæthed, der holder os i live, siger hun og ser direkte ind i kameraets tomme øje. – Det er sulten.