Louise Juhl

Det ligner regn. Natsommerfuglenes forsigtige antenner og nætter i støvet guld. Drengenes navne falder som bomber den sommer. Bartholin, Buster. Eksplosioner af moderlig omsorg. En dreng løfter med urimelig langsomhed sit ansigt, da hans navn bliver råbt for tredje gang: Birk. Birk! BIRK! Hans mors smil og: ’Dine ører vender vist forkert’. Hun kan ikke længere komme i tanke om, hvad hun egentlig ville drengen. Temperaturen stiger, over middag når den toogtredive grader. Solen kan ikke længere følge med. Dagene får svært ved at ånde, det samme gælder tankerne. Ingen kan længere rigtig huske, hvem de er eller hvorfor. Biler bliver tændt og slukket uden at flytte sig. Gardiner trækkes for og fra igen, der spises lette retter. Kolde kartofler, ærtesalat, en ispind. Alle søger det samme simple. En svalende øl eller letlæste artikler om teer, der trender. Fire hunde bliver glemt på bagsædet af en bil og mister livet. En svensk journalist forsvinder kortvarigt i et hestehul, kun en tilfældighed redder hans liv: En kvinde har glemt sit håndklæde på stranden, og får på vej tilbage efter klædet, øje på mandens fortvivlede arme. Hun løber – med fare for eget liv – ud i vandet, hiver den tunge mand i land. Hun giver ham luft, masserer hans hjerte, til sidst kan han trække vejret selv. Næste dag begynder det at regne. De fleste ser det som et tegn, ingen ved på hvad. Men drengen løber ud for at købe en buket til sin mor, Kornblomst og Venushår, og den heltemodige kvinde fra stranden får en medalje. Journalisten knuger bevæget hendes hånd, hvisker en tak. ’Selv tak’ svarer kvinden med tanke på regnen.