Det ligner sommer
by Louise Juhl Dalsgaard
Det ligner sommer. Natsommerfuglenes forsigtige antenner og nætter i støvet guld. Drengenes navne falder som bomber den sommer. Bartholin, Buster. Eksplosioner af moderlig omsorg. En dreng løfter med urimelig langsomhed sit ansigt, da hans navn bliver råbt for tredje gang: Birk. Birk! BIRK! Hans mors smil og: ’Dine ører vender vist forkert’. Hun kan ikke længere komme i tanke om, hvad hun egentlig ville drengen. Temperaturen stiger, over middag når den toogtredive grader. Solen kan ikke længere følge med. Dagene får svært ved at ånde, det samme gælder tankerne. Ingen kan længere rigtig huske, hvem de er eller hvorfor. Biler bliver tændt og slukket uden at flytte sig. Gardiner trækkes for og fra igen, der spises lette retter. Kolde kartofler, ærtesalat, en ispind. Alle søger det samme simple. En svalende øl, letlæste artikler om teer, der trender eller hunde, der bliver glemt på bagsædet af en bil og mister livet. En svensk journalist på ferie forsvinder i et hestehul, kun en tilfældighed redder hans liv: En kvinde på vej tilbage efter et glemt håndklæde får øje på mandens fortvivlede arme. Hun løber – med fare for eget liv – ud i vandet, hiver den tunge mand i land. Hun giver ham luft, masserer hans hjerte, til sidst kan han trække vejret selv. Næste dag begynder det at regne.