Hun er fire år og har arvet sin storebrors jakke. Den er brun og af nylon: -den jakke kan holde til alt, siger hendes mor. Hun kan høre, at det er en godt, og øver sig i at kunne det samme, holde til alt. Hun fanger haletudser i glas, håndfodrer et æsel, det er varmt den sommer, asfalten flimrer. Hendes far får sit billede i avisen, han står og trykker en kendt i hånden, hun kan næsten ikke kende ham. Hver onsdag og fredag bliver hun passet af en dame, der hedder Fru Knudsen. Hun ryger rød Look og har en hund, der hedder Prik, selvom den er helt sort. Hos Fru Knudsen lærer hun at løse anagramkryds og at spille vendespil. To gange får hun endda lov at køre med hende i en bus – ned over grænsen til Tyskland. På vej tilbage spiser de vandbakkelser på en rasteplads, hunden får kødpølse, det hele giver sig selv. En dag dør Fru Knudsen, hun har længe haft svært ved at trække vejret. Hendes mor siger at det er, det er alle de cigaretter. Der er ikke nogen til at arve efter hende, heller ikke til at tage sig af hunden. -Men hvad så? spørger hun, men der er ikke nogen, der svarer. Året efter begynder skolen, de lærer at stave til is og si og ko og so og te og tå. Hun vil hellere stave til dø og død, som er det eneste ord, hun kender, der betyder det samme både forfra og bagfra. Hun fylder en hel side i sit hæfte, gør sig meget umage med at vende alle D’erne rigtigt. Det bliver nemmere, jo flere gange, hun øver sig. Til sidst har hun tre fulde hæfter. Hun viser dem ikke til nogen.
