Louise Juhl

Det ligner tø. Hun beder ham om hans nummer, han skriver det ned. Rækker hende sedlen. Otte tal: to og seks og tre og tre og otte og fem og ni og tre. Hun ville på en måde ønske, der stod noget andet, noget med fire og syv, for eksempel, hun ved ikke hvorfor. Et øjeblik overvejer hun at trykke nummeret på sin telefon. Bare for at tjekke. Men hvad nu hvis den virkelig ringede, hans telefon, dér på bordet. Hvad skulle hun så svare: ‘Jeg ville bare lige tjekke?’ Så hun nøjes med at folde sedlen på midten, først en gang og så en gang mere. Sige tak og hej og håbe. Hun venter en uge, tager mod til sig og trykker nummeret. Men hun fortryder i det samme, ringetonen lyder. Det samme sker dagen efter. Hun trykker. To og seks og tre og tre og otte og fem og ni og tre. Hun lægger tallene sammen undervejs, niogtredive. Tværsummen er tre. Sletter så nummeret fra skærmen igen, det sidste tal først: tre så ni så fem og så videre. Sådan trykker og sletter hun i månedsvis, årevis, før hendes telefon en dag ringer og nummeret på skærmen er de otte cifre, han skrev på sedlen dengang. Hun griber røret, råber: ‘ja?!’ Det er fra sygehuset, han har været involveret i et alvorlig trafikuheld. På hans telefon har de fundet hendes nummer, syv hundrede og seksten opkald, de fleste af kun få sekunders varighed. Hans liv står ikke til at redde, fortæller stemmen i den anden ende, det er et spørgsmål timer. – Om hun vil komme og tage afsked?