Louise Juhl

I går hørte jeg en podcast om sprog, og hvad det gør ved verden. Hvordan måden vi ser ting- og ikke mindst hinanden på- er betinget af den måde, sproget er ordnet. Vi taler om “dem” og “os”, uden at sætte ord på, hvori forskellen består, hvem der er hvad og hvorfor. Det ligge bare i sproget, at der er en forskel og at den er vigtig. Vi taler om “dyr”, som om de er noget fundamentalt andet end os mennesker, selvom vi begge ånder, æder, føder unger, bygger rede.
Vi taler om “de raske” og “de syge”, som to forskellige ting, selvom de er to sider af det samme. Det samme kunne man sige om rigtig og forkert.
Vi bruger udtrykket ‘det kan ikke betale sig’ om handlinger, der ikke giver tilstrækkelig “udbytte i forhold til indsatsen”. Men underlægger os samtidig og uden at tænke over det, den iboende opfattelse, at det ‘at kunne betale sig’ nødvendigvis er et gyldigt parameter for al væren og handling. Vi kunne jo lige så godt måle ting på, om de gør godt. Om de gør mennesker glade, gøre verden bedre. Får planter til at gro, byer til at blomstre.
Jeg hørte kun efter med et halvt øre, men udsendelsen tog udgangspunkt i Michel Focaults tese om, at hvis vi ophævede ordenes orden, ville også mennesket blive visket bort. Vores måde at være i verden på ville blive vendt på hovedet. Og det gav mig faktisk lidt håb, for det er jo ikke umuligt. Måske ikke i morgen, måske ikke om et år, men verden er i forandring, det tror jeg på. Det er jeg nødt til at tro på.
Vi kan jo starte med at skrive den frem. Bruge sproget på en ny måde, skrive mulige verdener frem. Verdener, hvor den rige ikke nødvendigvis er den, der HAR mest, men den, der ejer evnen til at gøre andre glade. Verdener, hvor ‘de syge’ ikke længere er dem, der HAR ondt, men dem, der GØR andre ondt. For at lide af den sygdom, der gør, at man handler ondt for egen vindings skyld, er en meget farlig sygdom, en meget smitsom sygdom. Vi lider nok alle lidt af den. Det er den, der får os til at dømme vores medmennesker, fordi de ikke “er vores type”, ikke er “en af os”. Fordi de ikke tæller, ikke kan betale sig, er syge i hovedet, latterlige, trælse, tåbelige, ubegavede, irriterende, for meget, for lidt, for kerte.
Vi kan skrive en fortælling om noget andet. Om mælkebøttemarker og om byer med tage af mos og graner. Vi kan skrive om skruP(skøre) tudser, deres visdom, og om skyer, der driver himlen til vanvid. Vi kan skrive om dét sted. Om Vanviddet. Hvordan der ser ud dér – drømmer fuglene baglæns, falder sneen som en omsorgsfuld feber?