Louise Juhl

Det er muligvis ikke sådan, det var, men det er det, jeg husker. Uskrevne lister med ting, der talte og andre – lige så vigtige lister – med ting, der talte ned.

Under gode ting var:
Sunde interesser som spejder, badminton og motionsløb (de sidste dog ikke, hvis de var arrangeret af dameblade – Femina løb eller kvindeløb med Alt for Damerne) 

Fornuftigt undertøj med god plads og brede stroppe af mærket Triumph, stavet med ph, ligesom PH-lampen, vi havde hængende over spisebordet i stuen.

At gøre sig umage. Det vil sige: Frisere håret, før man gik ud, dække op med servietter også til hverdag, lave mad fra bunden. Ikke købe sig til hjælp, men klare det selv: Vinduespudsning, tjæring af tag og maling af udhæng. Ikke bede om hjælp, men klare sig selv: Bide tænderne sammen og klare sig med Panodil og viljens kraft, hvadenten det nu var en forkølelse eller et forlist forhold

Mådehold. Ikke tage to gange af kagen, ikke ønske sig urimelige ting til jul og fødselsdage. At kunne skelne mellem rimeligt og urimeligt. Vide, hvad man kunne være bekendt, kun drømme rimelige drømme, drømme med måde.

Ting, der talte ned, var:
Satellit-tv, Sportslørdag, købekage.
Mikroovne (det var, ligesom ketchup, en dårlig koks bedste ven).  
Sommerhuse med flagstang i haven, charterferier, campister. 
Aviser i alt for læsevenlige formater (de skulle helst fylde en halv bordplade og siderne være umulige at vende)
Lænestole med trinvis indstilling af ryglænet.
Hollandske agurker og Jørgen de Mylius.

Der var nogle få ting, der undslog sig at tælle hverken op eller ned. Illustreret Videnskab for eksempel, som jeg fik lov at købe ved særlige lejligheder, selvom det var det mere illustreret end det var videnskabeligt – og dermed vel egentlig talte ned. Måske var det det, jeg elskede, at det talte ned. Det var i hvert fald i Illustreret videnskab, jeg lærte at kende forskel på inkaer og aztekere, og fandt ud af, at der findes en mand i USA, der træner guldfisk i at slå flik-flak og svømme synkront.