Louise Juhl

”Så er der sanketur i sigte”. 
Det er Ursula, der skriver. Hun har læst det i ugeavisen. At kommunens naturvejledere tilbyder gratis og guidede ture: ”Med fokus på spiselige planter og svampe.”
Hun får det til at lyde så let: ”Er du frisk?” 
Jeg kan se på de tre prikker på skærmen, at hun stadig skriver, og få sekunder løber den næste besked ind: ”Vidste du forresten, at man kan spise de friske bøgeblade”
Jeg skal lige til at svare, men Ursula er hurtigere på tasterne end mig: ”De skulle gå godt til røget kød”.
”Ok,” svarer og der går da også kun få sekunder, før den næste besked er fremme:
”Er det ok til røget kød eller til guidet tur??”
Jeg er usikker på, hvad de to spørgsmålstegn betyder, om de er udtryk for håb eller irritation:
”Begge dele,” svarer jeg og Ursula svarer med en jublende humøremoji :
”Aftale. I dag klokken 13.00 ved indgangen til Ådalen. Ses.”

Jeg googler ”Gode råd til førstegangs-sankere” og læser, at hyldeblomsstilken smager bittert og derfor bør skæres af så tæt på blomsterhovedet som muligt. At bøgeblade smager bedst, når de er lysende grønne og matte at se på. Jeg læser om dunbirken, hvis saft smager sødligt og kan minde om honning, hvis man ellers koger den tilstrækkeligt ind. Tilstrækkeligt er et ord med vide rammer. Jeg læser også om Karl Johan- og om svovlporesvampen, der på engelsk går under navnet ”chicken of the wood”, fordi smagen minder om kyllingekød. 
Jeg noterer nogle af planternes navne, deres særlige kendetegn: Katosten kan blive helt op til en meter høj og de rødviolette blomster består af fem kronblade. ”Døvnælden er brændenældens rare fætter,” står der på en hjemmeside under overskiften ”naturens forrådskammer,” den brænder nemlig ikke som en brændenælde (deraf navnet, står der tilføjet i parentes) gør det. Den smager nøddeagtig og fungerer godt i både supper og salater, skriver de, ”det er bare med at komme i gang.” 
Martsviol, morgenfrue, skovsyre, salturt, strandsennep, alle de navne, jeg får lyst til at synge dem sang, skrive med kridt på asfalten udenfor: 
”Ramsløg 4 km denne vej -> ”   
”Vild kørvel: 2,3 km mod højre.”

”Glæder mig helt vildt,” skriver jeg til Ursula og minuttet efter:
”Vidste du forresten, at det ifølge Jyske lov af 1241 kun er tilladt dagligt at sanke, hvad der svarer til indholdet af en hat?”
Da hun ikke svarer, går jeg tilbage til computeren, køber to urteknive og en flettet kurv online. Tiælfæjer et sæt tynde havehandsker. Så brummer telefonen, Urusla har sendt sendt et screenshot af en 3 meter høj Willy Wonka hat, hun skriver:
”Det skulle nok række til en enkelt dags behov.”
*

Jeg fortæller ham om sanketuren, min og Ursulas plan. 
– Det er noget kommunen tilbyder. Og med uddannet guide. 
Martin tager sin højre strømpe af, vender foden rundt, så han kan undersøge den under neden. 
– Lort, han rejser sig ogt går ud i entreen, roder i dragkisten mellem værktøj og fiskesnøre og finder en hobbykniv. Går tilbage og sætter sig i sofaen, skyder knivsbladet frem:
– Hvad laver du? Jeg trækker mit ansigt sammen i væmmelse, – du har vel ikke tænkt dig at skære i dig selv? 
Martin svarer ikke, men sætter det skarpe blad mod hælens hårde hud, skræller små flager af. 
– Sanketur. Med Ursula? Han lægger hobbykniven fra sig og samler det afskårne hud i en lille bunke med kanten af hånden: – Aha. 
Jeg går ud i køkkendet og finder et stykke køkkenrulle. Fugter det under hanen, går tilbage i stuen og fjerner bunken med hud fra gulvet. 
– Der er virkelig meget at finde derude, siger jeg siddende på mine knæ: – Både svampe og bær og blomster og blade.
Martin trækker strømpen på foden igen.
– Ja og med lidt held kan vi finde en hasselbusk. Friske nødder – ren luksus.Jeg kigger op fra gulvet, Martin smiler overbærende
– Luksus? Han rækker en hånd frem imod mig, og jeg tager den. Men det er  slet ikke min hånd han vil have, det er det fugtige køkkenrulle, de hårde hudflager:
– Det her, det er luksus, siger han og åbner papiret, så de små stykker hud bliver synlige, og jeg hører mig selv sige:  
– Jeg kan også droppe det, hvis du synes?

Martin synes ikke noget. Det er i hvert fald det, han svarer, da jeg følger efter ham ud på badeværelset og gentager mit spørgsmål.
– Jeg synes ikke noget, svarer han og finder et håndklæde fra hylden over vasken. Åbner det lille skab til højre og finder barberskum og skraber frem: 
– Det må du selv ligge og rode med. Han tænder for vandet. Sætter en prop i afløbet og fylder vasken med vand. 
Jeg bliver stående og ser på, mens han dækker hagen med skum, skraber huden fri for hår. Hans bevægelser er vante og effektive, ind imellem dypper han den skumdækkede skraber i vandet. Pludseligt vender han sig rundt, kun halvdelen af hans ansigt er barberet, resten er stadig dækket af små stride hår:
– Hvad?
– Jeg vil bare gerne, svarer jeg men bliver afbrudt:
– Bare gerne hvad?
– Være sammen med dig, forsøger jeg, – snakke.  Jeg træder et skridt ind i rummet: – Martin, men bliver mødt af en skraberens knivsæg i hans afværgende hånd. Stemmen er kold, nærmest fjendtlig:
– Skulle du ikke på sanketur??