Louise Juhl

Den har altid været der. Denne her sært umulige følelse.
Da jeg var 9 år så jeg E.T. i biografen, min mor havde købt mig en pose engelske vingummier og hældt dem i en lille tupperwareboks, så det ikke støjede, hver gang jeg tog et stykke. Jeg havde lige fået et nyt joggingsæt, lyserødt og gråt og med print på maven, og jeg blev næsten skuffet, da jeg opdagede, hvor mørkt det var i biografen. Ingen kunne jo se, at der stod “Dont believe everything you think”, som min far sagde betød, at man var klogere end sig selv – og heldigvis. 
E.T. handler om Eliott, en dreng på ti år, hvis forældre skal skilles. Han føler sig fortabt, men så får han uventet besøg. Af et væsen, der er blevet væk fra sit rumskib og nu er landet på jorden. Tre millioner lysår væk hjemmefra.
Jeg kan huske at sidde der i mørket med det store lysende lærred foran mig, fuldstændig omgivet- og opfyldt af fortællingens magi. Jeg husker rumvæsnets famlende forsøg på at finde ind i- og senere ud af verden, den her helt sindssyge længsel efter at komme hjem, som samtidig er forbundet med så stor sorg, fordi opfyldelsen af E.T.s længsel også betyder en afsked med det, der er her. På jorden. Venskabet. Varmen. Omsorgen.

Jeg ved ikke, om filmen ligefrem ændrede mit liv, men jeg ved, at jeg dagen fortrød mit lyserøde joggingsæt og i stedet købet fire ens t-shirt med en lysende pegefinger på maven og ordene “E.T. phone home”. I flere måneder legede jeg kun med mine tanker, lukkede øjnene og talte børneengelsk til min usynlige ven:
Will ju bi maj bæste friend?
Are wi fårever tugæther?
Ind imellem løftede jeg røret på den majgrønne vægtelefon, der hang ude i gangen, og lyttede og lod som om den skingre klartone i virkeligheden var en kode sendt fra rummet, en hilsen fra min ven, der var ligeså fortabt mellem “her” og “der”, som jeg var.
Det var svært at forklare for andre. At der ikke var noget galt, altså, det var bare heller ikke helt rigtigt. Jeg savnede noget, jeg ikke vidste hvad var, et sted, der på en gang var udenfor og indeni mig, en biografsals mørke, en finger, der kunne pege en retning ud, et væsen, jeg kunne cykle til månen.