Louise Juhl

‘Jeg har for længst lært at ignorere mine følelser. Desværre har mine følelser ikke på samme vis lært at ignorere mig.’
Sådan skrev jeg i et brev til en ven for nogle år tilbage. I dag hørte jeg så en podcast: ’Dont Think of the White Bear’, hed den. Den handlede nu ikke om en hvid bjørn men om følelser. Altså hvordan vi håndterer følelser, og hvilken betydning det har for vores liv og velbefindende. Vi kender alle til historier, hvor nogen udtrykkeligt bliver bedt om IKKE at gøre en bestemt ting – og hvordan det straks får deres tanker til at kredse om det forbudte. For eksempel ’du må IKKE spise slik’, og det eneste man overhovedet har tanker for, er finsk lakrids og vingummiferskner. Eller, du vil ikke tænke på ham den eneste ene, der lige har forladt dig, men uanset hvad du gør, om du skræller æbler eller gør håndvasken ren, minder det dig om ham. Hans yndlingsæble, der var gråsten (og så lige fucking gråsten!), eller den der irriterende måde, han altid lod sine brugte kontaktlinser ligge på kanten af vasken. Åh, hjerte. Fortrængning af følelser, er – videnskabelig bevist -en virkelig skidt strategi, hvis man vil lykkes med at komme overens med dem. 
I udsendelsen taler værten, der er psykolog ved et amerikansk universitet, om hvordan holocaustoverlevernes vidnesbyrd under retssagen mod Eichmann i 61’ hjalp vidnerne. Til trods for, at de tvang sig selv til at genopleve grusomheder, så var det også en måde at se tingene i øjnene på. Ikke fordi grusomhederne derved blev mindre, men simpelthen fordi de ved at sætte ord på følelserne, tog magten tilbage over dem. De gjorde historien til deres egen og ikke som før, nazisternes og bødlernes. 
Senere i samme podcast fortæller værten om nogle forsøg med forældre og deres børn. For hvordan påvirker det børn, hvis deres forældre fortrænger, hvordan de har det, skjuler deres følelser? Én gruppe voksne lod sig udsætte for verbale overfald og blev efterfølgende bedt om at lege med deres børn. Halvdelen blev bedt om at ’beskytte’ deres børn mod dagens ubehagelige hændelse, altså at undertrykke hvad de havde været igennem og følt. De forældre, der blev bedt om at dette, reagerede mærkbart mere vredt og afvisende. De skældte børnene mere ud og var mindre opsøgende i forhold til den halvdel, der ikke havde fået samme besked. De, der skulle forsøge at fortrænge, brugte så at sige deres kræfter på at ’opføre sig som intet var galt,’ hvilket betød, at de ikke havde flere kræfter, da det kom til deres børn. Men værre endnu, denne effekt lod sig ikke kun begrænse til forældrenes adfærd. Også deres børn blev påvirket. De udtrykte mindre glæde, legede mindre engageret, virkede.…trykkede. Forældrenes fortrængning gik i arv til børnene. 
Når vi går rundt og fortrænger, fortier, skjuler, hvordan vi har det, så er det ikke kun vores eget liv, vores egne følelser, vi begrænser. Det er også alle andres. For når vi handler mere vredt, mindre engageret, mindre omsorgsfuldt, så går det ud omkring dem og det, der er omkring os. Børnene, dyrene, naturen. Det er dem, der må lægge ryg til. Og før nogen nu farer i kridthuset og taler om følelsernes vold, altså at lade følelserne bestemme og overtage styringen, så plæderer jeg IKKE for, at man skal lade sig rive med af sine følelser, svælge eller drukne i dem. Slet ikke. Jeg argumenterer alene for, at man skal være tro mod sine følelser. Anerkende dem. De er alligevel svære, ja umulige, at komme udenom. Så hvorfor ikke invitere dem indenfor. Se dem i øjnene og sige: ’hej hej lille følelse, velkommen til – her er plads til alle både tykke og smalle.’
Snakke MED dem, snakke OM dem. 
Noget tyder på, at følelser er kommet for at blive, så lad os da leve med dem i stedet for mod dem.