Dora

Stilheden, mens hånden stadig hænger i luften. Og så den, der følger efter. 
Brændt kind.
 
-Se nu, hvad du fik mig til at gøre, råber du.

Bagefter går jeg ned til hønsehuset. Til Dora, min yndlingshøne, og henter et æg i hendes rede. Det er stadig lunt, ægget, og jeg bærer det helt forsigtigt, bruger begge hænder. Det er sommer, og dagene strækker sig længere end ellers. Der hænger tøj på snoren: to håndklæder, dynevår og en lysegul kjole med lommer. 

I morgen skulle vi have spist tekringle med perlesukker. Det havde du lovet mig, hvis. Vi skulle have spist det af de fine desserttallerkener med guldkant og blomstermotiv og drukket te af kopper med hank. Spist sukkerknalder.
-Tre, mindst! lovede du.
Nu er det aflyst.

Skallen er lys brun, der er det eneste æg i reden. Jeg går så langsomt, jeg kan henover gårdspladsen, lyden af kattepoter og grus. Næsten henne ved huset står jeg stille. Mærker mig ægget i hånden, varmen, vægten. Tænker på Dora, min yndlingshøne. 
Så kaster jeg.

Ægget rammer ruden øverst og trækker seje blommegule striber efter sig. 
-Se nu, hvad du har gjort, hvisker jeg, – hvad du fik mig til at gøre.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.