Louise Juhl

Jeg har aldrig været rigtig glad for mit navn. Louise. Ikke, at der er noget galt med navnet, det er fint nok, tre stavelser, fire vokaler, seks bogstaver. Jeg spurgte engang min mor, hvorfor jeg hed, som jeg hed, hun svarede, “det var det, din far og jeg kunne blive enige om.” Et kompromis, ikke helt, hvad hverken min mor eller far håbede, men ok omtrent sådan cirka. Hvert år kan man læse en liste med populære navne, øverst står gerne de mere specielle, Rondudanella og Columbus-Emil, midt i står de navne, der ikke er nået at ryge ud, men som alle ved snart forsvinder- Tore og Alexander og EmmaLou. Og så nederst – men altid – på listen står mit navn. Louise. Stedsegrønt, kalder min mor den slags, de eviggrønne, det, der ikke vil falde, men bliver ved med at stå, selvom ingen rigtig ved hvorfor. Jeg havde engang en kæreste, der hedder Kaspar, hans hud var et hav af fregner, arme, ben, hals, ansigt. Man kunne trække streger imellem og finde alle himlens stjernetegn på hans krop, Skorpion og Vandmand, Tvilling og Vægt. Jeg elskede at finde vej henover hans hud. “Der er Nordstjernen,” kunne jeg råbe og kysse en fregne i hans nakke – og senere én på brystet og lige ved navlen og så videre. Kaspar skulle egentlig hedde Roland, opkaldt efter sin fars elklaver, men det nægtede hans mor. Hun havde købt et orangeri og sat op bagerst i haven, for at sidde i fred for Kaspars fars skalaer, og så ingen grund til at blive mindet om hans musikalske evner eller mangel på samme, hver gang hun ammede sin søn. Hun foreslog i stedet Tormod, men det faldt ikke i god jord. Så enedes de om Malte, indtil Kaspar kom ud “og så var vi ikke længere i tvivl,” fortalte hans mor og strøg sin søn over kinden: “Du var en Kaspar”. 
Det var vist nok der, jeg spurgte min mor, hvordan jeg havde fået mit navn. Og hvor hun svarede “Det var dét, vi kunne blive enige om.” Jeg ville næsten hellere, at hun havde svaret: “fordi det rimer på at spise” eller “jamen det fungerer på alle sprog, tysk, engelsk, dansk – praktisk, kvadratisk, nemt”. 
I nogle år overvejede jeg simpelthen at skifte det ud, kalde mig noget andet. Agnes eller Esther, fordi det smager af blød barm og kloge hænder. Eller Dorte uden h, ligesom min kontaktperson på afdeling G, der holdt alle mine løgne ud, mens jeg var indlagt, og alligevel blev ved at påstå, at jeg var det hele værd. I dag tænker jeg, at skulle jeg skifte Louise ud, ville jeg kalde mig Stella. Efter min mormor, hun døde i påsken ’83, og kunne kalde alle områdets katte til sig med et simpelt: “Kis, kis, kis, kis”. Så kom de løbende alle steder fra, drak den mælk, hun havde stillet frem og lod sig stryge over ryggen – selv de vilde og dem med sår i pelsen. Og så lod hun dem løbe igen.