Louise Juhl

Jeg var på vej hen at aflevere en erklæring, jeg husker ikke hvilken, men en ret vigtig erklæring, men for at aflevere den, skulle jeg forlade et meget lille rum med en stor køjeseng, der var kun plads til at stå op, hvis man stod parallelt med sengen med armene over hovedet, af en eller anden grund stod der et skab foran døren, et stort massivt egetræsskab. jeg fik at vide, at det stod der, fordi det var mere sikkert end at låse, til gengæld betød det, at jeg ikke kunne komme ud, jeg forsøgte derfor at kravle ud af vinduet, det var et dobbeltrammet vindue delt på midten af en gennemgående sprosse, jeg åbnede den ene halvdel, men det var for smalt til at jeg kunne komme igennem, ligesådan det andet vindue, derfor ringede jeg og spurgte kvinden, der havde bedt om den vigtige erklæring, om jeg kunne få lov til at save midterbjælken af, jeg forklarede, at det var nødvendigt for at komme ud med erklæringen, men kvinden sagde “nej, det måtte være muligt at klare sig uden sådan et voldsomt indgreb” , så stod jeg der, parallelt med køjesengen, med armene over hovedet og viftede med den afgørende erklæring, og dér, med arme og krop i akavet positiur så jeg, at kvinden optog det hele på sin telefon for bagefter at lægge det ud på youtube, jeg kunne forstå af klippet, at erklæringen jeg holdt over hovedet, var et opråb om kvinders undertrykkelse, et opråb om, at kvinder ikke havde plads til at udfolde sig, “men det virker meget bedre med dig som levende bevis, lukket inde og klemt fast, end det gør med en skriftlig erklæring”, skrev hun til mig, “vi har allerede fået mere en titusind likes”, jeg kunne stadig hverken bevæge mig eller komme ud.