Louise Juhl

Forrige år svømmede jeg første gang i årtier i Vesterhavet. Jeg har badet før, da jeg var barn, mest hurtige dyp, “uuuhhhh.” Engang fangede jeg en krabbe med de bare næver, den var godt nok død, men det var der ingen, der kunne se inde fra land.
Men forrige år gjorde jeg alvor af legen, svømmede flere hundrede meter, lod mig bære af bølgerne, lod mig slå omkuld af deres kraft. Jeg holdt vejret og talte, hvor mange sekunder jeg kunne blive ved sådan: Med ikke at ånde.
For snart længe siden arbejdede jeg på en teaterskole. Hver dag mellem 9 og 15.00 uddannede vi håbefulde unge i skuespilfaget, om aftenen og i weekenderne tilbød vi kurser i kreative fag; Stagefight, stemmetræning og afrikansk dans. I juni fik vi besøg af en, der hed Stig, han var verdensmester i fridykning og kunne holde vejret under vand i toogtyve minutter. Svømme 202 meter under is uden at trække luft undervejs.
Jeg huske, at han talte meget – og meget hurtigt – som om han hele tiden forsøgte at indhente sine egne tanker. Han forklarede, at det vigtigste for at blive en god fridykker hverken var at have store lunger eller at være fysisk stærk, men at turde at tage kontrol. “Din hjerne vil fortælle dig, at du har brug for luft, men i virkeligheden kan du klare dig længe uden,” fortalte han. Det handlede om at overdøve sin angst, tage kontrol over tankerne, “din hjerne vil have dig til at tro, at du er ved at dø. Du skal overbevise den om det modsatte”
“Du kan ikke vinde over døden,” sagde han, “men du kan være heldig at besejre din angst for at dø.”
Det tænkte jeg på, da jeg forrige lå på ryggen i vandet mellem Tranum og Slettestrand. Jeg tænkte ikke på at dø, men på at holde vejret, lade mig synke til bunds, ned til de døde krabber, holde op med at trække vejret. Ikke i trods, men bare for at se, om der virkelig, sådan som Stig havde påstået, var fred dernede. Smagen af tang og salt. Tanken om skibskatastrofer og snarlig død. Himlen blå som kun himlen kan være det, ikke støvet blå, dueblå, babyblå, marineblå. Himmelblå. Jeg tænkte på at drukne men uden at dø. Sten dør ikke, de falder bare til bunds. At være en sten.
Jeg var engang med min mor til foredrag, en nogenogtyveårige kvinde fortalte hvordan hun som femtenårig havde været tæt på at dø af meningitis. Hun var vågnet en morgen med hovedpine, men havde ignoreret det og var gået i skole. På vej hjem blev smerterne værre, hun slugte tre kodimagnyler og lagde sig, vågnede nogle timer senere, halvt hallucinerende. Hun var blevet hentet med ambulance, allerede på vej til sygehuset havde hun mistet bevidstheden. Da hun nåede frem var hendes hjerte holdt op med at slå.
Hun huskede ikke udrykningen, heller ikke paramedicinernes genoplivningsforsøg, elektroderne, indsprøjtningerne, intet af alt det. Det eneste hun huskede var en tunnel, der delte sig i to. En lys og en mørke. Og at det var den mørke, der havde virket mest fredfyldt, mindst skræmmende. Bare et tæt og favnende intet. Ikkeværen. Hun var gået i retning af den mørke tunnel, da hendes morfar havde kaldt på hende “se” havde han råbt, og hun havde set i hans retning, men der var ikke noget at se. Alligevel var der noget i hans stemme, en tryglen, som fik hende til at gå mod lyset. Og da hun åbnede øjnene blev hun blændet af stærke operationslamper, lidt senere hendes tvillingesøsters blege ansigt, og hun vidste, at hun havde valgt livet fremfor døden.
Det har man altsammen hørt før, om at stå på grænsen mellem død og levende og skulle vælge. De historier, vi får lov at høre, er fra dem, der vælger livet. Men det overraskende var, at den her unge pige sagde, at det værste ved at have oplevet døden på nært hold var, at hun savnede den.
Hun savnede lyset, savnede det favnenede mørke. At flyde i havet. Det var det billede hun brugte. Michael Strunge skrev engang om samme længsel. Efter mørket:
“jeg savner en jeg holder af / men jeg kan ikke huske hvem det er / kun udenfor mig er verden / og jeg er udenfor verden / med et sort hul indeni / der suger alt og holder sammen på mig.” Nå, da jeg vendte tilbage fra flydende tilstand til fast, stod op ad vandet, så jeg en mand spille golf på stranden, han var nøgen pånær en hvid handske på den hånd, han holdt om køllen med. Hver gang han slog til bolden, råbte han “Guds fred!” Han slog hårdt og langt, bolden forsvandt flere gange ud af syne. Det er ikke noget, jeg finder på. Han stod og slog og råbte:
Guds Fred! Guds fred! Guds fred! Det var svært at afgøre, om det var en bøn eller et diktat.
I dag kører jeg derop igen. Til havet.
Så må vi se, hvad der kommer ud af det.