Drypsten

by Louise Juhl Dalsgaard

At være solsort i vintermørket. Synge sange, der sluges af lukkede vinduer og månens sabel.

Det er bare forplumrede ord og platromantiske drømme om forsvinden og Væren i én bevægelse. Drømme om skjul og uskyld. Drømme der får dage til at hænge sammen og nætterne til at smage. Af noget.

Det virker så dragende, dette at flyde ud og blive eet. ´Synge med et næb, der er hvad det er, hverken mere eller mindre. Ingen appel, bare kvidren og gennemskuelige kald.

”Oh at være en høne”

en drypsten

…en solsort i mørket