E-skål

by Louise Juhl Dalsgaard

l klassen var en, der hed Jane. Hun var hård I munden og fræk som en slagterhund: sagde lærerne imod og elskede at sidde med fødderne oppe på bordet – ikke selvom men netop fordi, hun ikke måtte. En dag låste hun sig inde på toilettet og tømte en halv flaske æblesnaps. Det var pedellen, der fandt hende, det havde været et værre mas at åbne døren, forklarede han. Janes bevidstløse krop havde ligget i vejen. Da hun blev spurgt, hvorfor hun havde drukket snapsen, svarede hun: hvorfor ikke? 
Hun gik med kraftig blå øjenskygge og sort eyeliner rundt om begge øjne. Nogle dage tegnede hun med sort speedmarker på kinden, en stor og tung sort tåre. Når hun blev gammel nok til selv at bestemme, forklarede hun, var det første hun ville at få tåren tatoveret permanent. Hun var allerede i gang med at spare op, vi syntes, det lød skørt men også sejt. 

Hun var aldrig med os hjemme efter skole, det kom lige som ikke på tale. Vi legede jo med dem, der lignede os selv, dem, gik til jazzballet eller spejder, suttede på rustne søm og gjorde, som vi fik besked på, også selvom vi ind imellem protesterede. 
En enkelt gang gav Jane kakao til nogle af os, det var i Sallings cafeteria, hun lavede flødeskumsskæg på vores overlæber og vi holdt hinandens i hånden, mens vi gik rundt og prøvede alle lingeriafdelingens BH’er, E-skålene var sjovest, de nåede os næsten til navlen. Det var en god eftermiddag, og vi svor ed på aldrig at blive så voksne, at vi skulle bære BH. 

På et tidspunkt forsvandt hun fra klassen, de voksne talte om hjemmeskoling, vi forstod ikke, hvad det betød, spurgte heller ikke. Fortsatte bare med at lege med dem, der lignede os selv. Nogle gange tegnede vi for sjov en tåre på hinandens kind, men altid med en kohlblyant, så den nemt kunne gnubbes af igen.yant, så den nemt kunne gnubbes af igen.