Louise Juhl

Da jeg læste i København, havde jeg ved siden af studierne et som kassemedarbejder ved en købmand. Jeg husker ikke, hvad kæden hed, den var mellemstor og solgte planter i plastikpotter og vin, meget vin. To gange om ugen sad jeg ved kassen, mandag og onsdag, ind imellem afløste jeg også fredag eftermiddag. Fredag solgte vi mange skrabelodder, alle dem der købte sagde ‘og det skal være en af dem med gevinst’ og smilede stort, som om det var første gang nogen havde sagt sådan til mig. ‘Naturligvis’, svarede jeg, ‘at sælge et lod uden gevinst er jo tæt på bondefangeri’, jeg mente det, men kunderne lo, som var det noget, jeg sagde kun for sjov.

Jeg kunne godt lide jobbet, det var de samme mennesker, der kom hver dag, købte mælk og brød, en pose peanuts måske. En lille og meget tynd dame i regntøj købte altid kartofler i løsvægt og en pose elastikker, hver gang havde hun glemt at veje kartoflerne på vægten, så jeg måtte gå gennem butikken, forbi hylderne med krydderier og tørvarer, tandpasta og skumsæbe, ned til afdelingen for frugt og grønt og veje de få kartofler, der sjældent beløb sig til mere end et par kroner. Hver gang undskyldte hun stort, beklagede sin glemsomhed, ‘alderen, du ved.’ Og hver gang forsikrede jeg hende on, at det jo var dét, jeg var til for: at hjælpe kunderne. Jeg ved ikke, hvad hun brugte alle de elastikker til, der var 500 i hver af de poser, hun købte, og hun købte i hvert fald tre poser om ugen, det kom jo heller ikke mig ved.

Der var også noget andet, måske skulle jeg ikke nævne det, men det er jo så mange år siden nu. En kvinde omkring de tredive, måske lidt ældre, kom hver dag og handlede ind, altid for det samme beløb, 80 kroner. Blev det seksoghalvfjerds kroner gik hun tilbage i butikken og fandt for fire kroner varer, som hun lagde på båndet, ‘så!’ Vi talte gerne lidt sammen, ikke om noget særligt – en overskrift fra aviserne eller noget om busafgangenes upålidelighed. Hun havde tydeligvis god tid, trængte til at tale, og tiden gik også hurtigere for mig på den måde. Hun huskede ting, jeg havde fortalt, hvor jeg kom fra, for eksempel, at jeg havde to brødre og en kanin, der var så gammel, at det ikke faktisk kunne lade sig gøre – ‘men det ved den heldigvis ikke’, sagde jeg og kvinden lo og svarede noget i retning af, at hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.

Jeg vidste ikke noget om hende, altså udover at hun hver dag kom og købte ind for 80 kroner – præcis. Hun havde altid den samme sandfarvede parcacoat på – med hætte, uanset årstiden. Om sommeren stod den åben, så kunne man se, at hun ikke havde andet inde under end en bikinitop og shorts. Hun lånte altid toilettet. Hver dag, når hun var færdig med at handle, lånte hun nøglen ved min kasse, den var bundet fast til et stykke træ, stort og klodset, så ingen skulle rende med den, og så var hun væk et kvarter. Kom så tilbage med nøglen, sagde tak for lån, og jeg svarede ‘ingen årsag’. Jeg vidste, at hun igen havde taget Madame-posen fra toilettet, den der hang på et stativ ved siden af toilettet til brugte trusseindlæg og blodige bind. Den lå nederst i den sandfarvede parcacoats dybe lomme, hvis jeg rejste mig for at tage imod nøglen, kunne jeg ane den dernede, men som regel blev jeg siddende. Hver dag stjal hun en pose og hver gang lod jeg som ingenting. Nogen gange spekulerer jeg på, om hun vidste, at jeg bemærkede det, om det på den måde var en slags hemmelighed, vi delte, et særligt bånd, eller om det bare er noget, jeg håber, det var.