Louise Juhl

jeg er hverken omvendt eller på hovedet, jeg er mest af alt på røven, hjerte rimer på smerte, men hvad rimer på røven?, jeg har lyst til at græde, det er et umodent træk i min karakter, der bliver stadigt mere tydeligt med alderen, jeg vænner mig aldrig til det erfarede, den idé, at fordi jeg ser en høne bløde et æg, vil jeg begribe det ovale, min hud er mere skør end rynket, ikke som påskeægget: sprødt og med en smag af chokolade, nu sidder jeg og tænker, at var jeg en elefant, ville det være en kunst at stå på ét ben og løfte min snabel, men jeg er på røven og kan ikke engang vrikke med mit øre, og hvor er det lige, at det fører mig hen?