Elle (Ensomig #325)

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg ville ønske, jeg hed noget andet. Noget med E – som i elfenben: Ellen eller Esther. Eller Elle, udtalt med alle e’er og l’er tydeligt. Elle ma belle.
Jeg hedder Ilse.

“Det er der ikke noget ondt i,” siger min mor, og det er jeg glad for, at hun mener. Jeg synes selv, at Ilse lyder som en skuffelse. Et begejstret “ja da!”, der er endt som noget andet, noget modsat. Ikke “åh nej”, men lige ved.
Min mor udtaler mit navn, I-lse, med særligt vægt på I’et. ikke Il-se, som man skulle tro. Jeg har vænnet mig til det.

Min mor fik en depression efter min fødsel. Det var ikke min skyld, siger hun, det skyldtes en hormonel ubalance og vistnok også noget med stofskifet. “Det havde i hvert fald ikke noget med dig at gøre, du er et ønskebarn,” siger hun, “en rigtig lille prinsesse”. Prinsesse Ilse, kalder hun mig, og stryger mig over armen, som for at overbevise sig selv om, at det er dét, jeg er. En prinsesse.

Jeg har to ældre brødre, Elmer og Ebbe. Elmer er ældst, han bliver 41 næste gang. Enogfyrre. Jeg har læst mig frem til, at gennemsnitslevealderen for mænd er otteoghalvfjerds år. Det vil sige, at Elmer sandsynligvis har levet mere end halvdelen af sin liv.
Det er fint nok, synes han, “godt begyndt er halvt fuldendt.”
Jeg ville ønske, jeg var mere som Elmer: Halv fuldendt eller i det mindste godt begyndt.