Louise Juhl

Stine Pilgaard er i dagens Information interviewet om ideen til en urealiseret og – ifølge hende selv – virkelig dårlig ide til en bog, hun flere gange har forsøgt at skrive. den hører arbejdstitlen Bollywood og handler om en ung kvinde, der kunne være og meget vel er hende selv, der rejser til Indien for at undervise nogle kasteløse børn. Her forelsker hun sig i sin tolk, der desværre er lovet væk til en anden, det ender langtfra lykkeligt, tolken forbliver tro mod sit arrangement og den unge kvinde må vende tomhændet hjem, efterlade sin store kærlighed (med meget brune øjne). Det hele er sket i virkeligheden, fortæller Pilgaard, det er hendes egne oplevelser fra for længe siden, men hver gang hun forsøger at sætte det på sprog, forvandler det sig til klicheer og tankereferat, og derfor er Bollywood en dårlig ide. Fordi ingen gider læse et referat af andres tanker, og da slet ikke, hvis disse samtidig er hængt op på forelskede minder om øjne så dybe som skovsøer og lokale huse i en farve af blå som kun himlen selv.
Senere fortæller Stine Pilgaard: “Min redaktør siger, at mine dårlige ideer kan kendes på, at jeg bare gentager dem, når hun spørger, hvad meningen er med dem.” Det er en sjov og skarp observation, nogen spørger, hvad er bogens ærinde og man svarer: Det er bogen. Catch22.
Med samme argument kunne man dog indvende, at en bog, der har et meget klart defineret ærinde, et formål eller et budskab, kan ende som en slags manual. Eller som jeg plejer at sige, når folk vil vide, hvad mine bøger handler om: Hvis jeg kunne svare kort på det, ville jeg ikke bruge bruge 250 sider på at formulere det. Det er selvfølgelig sat på spidsen og også lidt urimeligt, men en bog, hvor pointen, ærindet, formålet kan formuleres kort og fyndigt og med to streger under kan nemt ende som en maggieterning. Nem i en fart, smagfuld og god, når tiden ikke er til afkog af skaller og ben, porretoppe, krås. Men også lidt industriel i smagen, E621. Der er ikke meget okse i terning med oksekødsbouillon eller svin i en svinekødsbouillon. Det er ismagsforstærkerne, der giver kraft.
De to streger under facit.
Jeg kan godt lide bøger, hvor bogens ærinde fremstår mindre åbenlyst end en bagsidetekst kan opsummere. Ia Genbergs ‘Detaljerne’, for eksempel, hvor en sengeliggende kvinde tænker tilbage på sine mange venskaber. En kæde af dage, mennesker der træder ind og ud af hendes liv, uden at de har efterladt hende med en eller anden afgørende erkendelse af livets mening, venskabets inderste natur. På samme måde holder jeg af Carl Frode Tillers ‘Flugt’ (selvom sproget i min optik lader noget tilbage at ønske), det er en blotlæggelse af menneskelig adfærd men uden at fælde domme, konkludere. Bøgernes ærinde? Jamen man kan helt sikkert formulere et eller andet vidtløftigt, alligevel vil jeg mene, at der er en grund til, at de to forfattere ikke skriver aforismer eller gruk, men lange fortællinger, romaner. Fordi deres ærinde ikke kan sammenfattes i en maggieterning.
Min dårligste ide er en bog, jeg rent faktisk har skrevet – og kasseret igen. Den handler om en kvinde, der forgæves forsøger at få et barn, og i sin afmagt over de mange mislykkede forsøg udvikler en art psykose eller parallelvirkelighed, hvor barnet findes. Hun pusler og synger sange, køber lilla gummistøvler og enhjørningekostume, hun pumper den trehjulede cykel, køber en kanin og lader barnet bære den i en rygsæk på ryggen. Længe er ingen klar over hendes lykkelige vanvid, de glæder sig bare over, at hun tilsyneladende har fundet fred med sin barnløshed. Indtil de finder kameraet med billeder og videooptagelser af kvinden, der hopper i sjippetov, skubber en tom gynge, løber alene med en drage og kalder: Johanna! Skal de afsløre hendes hallucinationer eller lade hende lbevare sine fantasier. Den blev aldrig til noget, simpelthen fordi jeg vidste, hvad den skulle handle om, hvem den skulle handle om, hvordan den skulle udvikle sig, hvad det hele skulle lede til. Det blev til en slags rebus, en lille sok med barnets initialer hér, en rablende remse dér – tilsammen en slags tragedie uden offer, kun med vindere, i hvert fald hvis de lod kvinden forblive uvidende om sine hallucinationer. Tilsæt blot to liter vand og lade det koge op, og man får en lidt salt men ok suppe, værsågod, så er der serveret.
Så hellere lidt mindre ærinde, lidt mere famlen, lidt flere skud i blinde, der alligevel rammer noget, man ikke ville have været foruden. En dåse bønner. En herreløs hund i en parkeringskælder. En nummerplade, der bliver ved at dukke op: FY 88644. Bare fordi.
Jeg kan anbefale bogen ‘Værksteder’ hvis man vil læse om forfatteres forskellige erfaringer med at skabe, skrive, fortælle, finde på. Det er Jeppe Bangsgaard, der har interviewet blandt andet Per Petterson, Naja Marie Aidt, Sofi Oksanen og Kjell West, og med smukke fotografier af Asger Mortensen. helt eminent ferielæsning, hvis du spørger mig. Også, hvis du ikke spørger.