Louise Juhl

Jeg skulle på efterskole, en ny start, jeg ved ikke om det var mine egne ord eller en andens, men starte skulle jeg i hvert fald, det var lidt akavet, jeg mener: min alder og sådan. Vi tog en runde, sådan en med navn og alder, og hvor man kommer fra. De andre var født i et andet årtusinde end jeg, ikke at det tilsyneladende gjorde noget, eller jo, de havde lidt ondt af mig. De tog sig god tid til at vise mig rundt, omhyggeligt: mit værelse, gymnastiksalen, det hele. Rektor forklarede de andre elever, at jeg havde “været hele møllen igennem” før, folkeskole, gymnasiet to gange (gå aldrig tilbage til en fuser, sagde han), flere uddannelser – en enkelt af dem endda med diplom og stempel. Nu skulle jeg så starte forfra, kaste mig ind i fremtiden (igen). Mit værelse var meget lille og med skråvægge, tydeligvis beskidt – men ellers ok. Det lå imellem spisesalen og toilettet, man skulle altså gå igennem mit værelse for at komme på toilettet, “men de skal nok banke på først,” sagde rektor, og de andre elever nikkede: “jaja,” “det er en oplagt måde at sikre os, at du kommer til at hilse på alle,” sagde rektor. Og jeg tænkte: det vel er sådan, det er, at være et moderne mennesker, og at jeg på en måde var heldig at bo i et smørhul, i orkanens øje. Men jeg var også lidt bekymret: mon de ville huske at banke på, når de var færdige med at forrette deres nødtørft, og jeg vidste, at det ville blive et hyr at holde styr på, om toilettet var optaget eller ledigt – at mit år på efterskolen nok ville gå med den slags.