Louise Juhl

“Jeg ved, at det koster energi og kræfter hver gang, at hun beslutter sig for at skrive noget og være åben omkring at have haft en spiseforstyrrelse eller ensomhed [..] Hun æder sin egen frygt for at blive dømt af andre.”
Sådan motiverede leder af festivalen “Don’t fear the weird”, Caroline Osander, at jeg skulle have årets Åbenhedspris, og jeg har lyst til at sige: tak Og dernæst: Ja.

Det sværeste er nemlig ikke at være åben, men den frygt, der følger med. Frygten for at blive dømt. Alle de motiver, man kan blive skudt i skoene: “Hun lever fedt af sin egen lidelse.” “Hun vræler og vånder sig som et barn.” “Behøver vi andre at høre på alt hendes pis?” Og nej, ingen behøver at høre på noget eller nogen, det er helt frivilligt, og lad mig i samme ombæring slå fast:
Ingen lever fedt af at lide! For mit eget vedkommende kan jeg sige det sådan her: Jeg lindrer smerten ved at formulere den på skrift. Ved at gøre den synlig og dele den med andre. Så er jeg ikke længere alene med den, ikke længere alene om den.

Tro mig, kunne jeg i stedet skrive om medaljeskamler, poste et billede af mig selv på podiet, udråbe mig som vinder af et cykelløb, en verdensomsejling, en gazellepris, ja så gjorde jeg det gerne. Men jeg er mere skildpadde, end jeg er hare og bliver frygtelig let søsyg, så jeg vinder nok hverken det ene eller det andet. Udover livet altså, som vi alle har vundet, på godt og ondt, og det er dét, jeg skriver om.
Hver gang jeg deler en tanke, en oplevelse eller en mening, tænker jeg over, hvem der nu kan finde på at pege fingre. Hvem, der vil belære mig om, at min smerte intet er at regne for VIRKELIG smerte. At min mening er naiv, syg, tåbelig. At mine væren i verden er som fluens, den i suppen altså, som man helst ser fjernet hurtigst muligt. Adr!

Jeg ved godt, at der er mennesker, der afskyr sårbarhed, afskyr kvinder, afskyr personlige fortællinger, afskyr åbenhed, afskyr følelser, afskyr afvigelser, afskyr alt, der ikke mimer det jævne og virksomme, det glatte og tavse, det sunde og raske. Til dem vil jeg sige, undskyld. Undskyld at jeg ikke er en leverpostej, undskyld at mit hår er kort og bleget med kemi. Undskyld, at jeg blev syg og behøvede hjælp. Undskyld at jeg stadig kæmper med at finde ud af det. Af livet og mig selv. Undskyld, at jeg finder det forstemmende, at man i psykiatrien stadig ser patienten som en del af ondet, i langt højere grad end tilfældet er i somatikken. At det stadig er en udbredt tese blandt folk, at psykisk lidelser er noget, nogen finder på, for at slippe for opvasken, skolen, arbejdslivet. At de var bedre tjent med at tage sig sammen. Føle mindre, handle mere. Ai, ai Captain.
Hvem vil sige til en patient med kræft i bugspytkirtlen, at denne bare skal tage sig sammen? Og hvem vil forlange en kvinde med brækket ryg og punkteret lunge udskrevet, fordi der står en anden i kø? Hver dag udskrives patienter med svære selvskadende tanker, der er simpelthen ikke plads til dem. Prøv at forestille jer, hvordan det lyder i et forpint menneskes øre, hvis væsentligste behov er omsorg, at der ikke er plads til dem? At vi – samfundet, sygehuset, systemet – ikke har plads.

Jeg siger ikke, at det er nemt. Men det er ikke det samme, som at man ikke skal påpege problemet. Jeg kender ikke løsningen og behøver heller ikke femten hundrede, der kloger sig med what-about-ismer: Hvad så med dit og dat, med ulvene og dagligvarepriserne, havmiljøet. Guderne skal vide, at jeg gerne løste det alt sammen. Men jeg har svært ved bare at hænge sammen, holde sammen på det hele. Var det så bedre, at jeg holdt kæft?
Muligvis ja, men det gør jeg altså ikke.