Louise Juhl

Først bemærker jeg det knap nok. Undrer mig bare over de stadig flere totter af pels, jeg finder rundt omkring i lejlighedens hjørner. 
Men efter et par dage bliver jeg urolig og bestiller en tid ved dyrlægen. 

Det er kattens immunforsvar, der trænger til et løft, siger han. Den slags kan skyldes mange ting, infektion, virus eller en mindre forgiftning. Det er ikke usædvanligt, at han får katte bragt ind med den slags symptomer. Hårtab, træthed, apati. De fleste kommer sig hurtigt, beroliger han og sender mig ud ad døren med en seddel med navnene på tre forskellige præparater. Omega3, Omega6 og noget, jeg ikke kan udtale, men som viser sig at være kapsler fyldt med et hvidt pulver. 
Aminosyrer, forklarer sekretæren og rækker mig de tre glas:
Katten skal have en af hver slags, 3 og 6 og syre:
– Morgen og aften.

Martin forstår ikke al virakken. 
– Den har vel bare influenza eller ædt en fordærvet mus, siger han og tager glasset med de pulverfyldte kapsler fra bordet, læser den gule etiket. 
– To hundrede kroner? Han stirrer vantro på mig: 
– De forstår da at udnytte andres omsorg. De gnider sig i hænderne og tjener fedt på dine følelser. 
Han smiler, men øjnene virker hårde: 
– Men synes del, det er fint nok at kaste to hundrede kroner efter et hvidt pulver uden virkning. Omega dit og dat, pis og papir.
Han løfter katten op fra gulvet, holder den ud i strakt arm, et ben på hver side af hånden: 
– For helvede, det er en kat, vi taler om, ikke et menneske, vel? Emo vrider sig fri og lader sig falder ned på gulvet, forsvinder ud på badeværelset. Martin ryster på hovedet:
– En fucking kat, der har tabt lidt hår?

Hvad der sker herfra, er jeg ikke sikker på. 
Han siger, at jeg forsøger at fange katten, griber ud og mister balancen. At jeg falder og slår min arm, vrider hånden af led. 
Han siger, at han tager fat om mine skuldre, hårdt ja. Men jo kun for at sikre sig, at jeg er ok. 
– Er du ok? Og at det ikke er før da, han opdager, at jeg har ondt, måske endda brækket noget. En finger eller en arm måske. Det er Ikke før jeg ømmer mig, av, klynker.

Det med halsen husker han til gengæld ikke. At han skulle have lagt sine hænder omkring den, klemt? Mon ikke jeg husker forkert, spørger han, det hele gik jo så hurtigt, faldet, skriget. Måske er det, jeg i virkeligheden husker, at han bøjede sig ned over mit ansigt og spurgte til mine smerter. Hvor de kom fra, om jeg kunne pege dem ud? Ja, han kunne selvfølgelig være kommet til at røre min hals et sted i tumulten:
– Men jeg har ikke holdt om din hals, og jeg har helt sikkert ikke klemt til. Han lægger hovedet på skrå og stryger mit pandehår til side, aer min kind. 
– Jeg er jo ikke psykopat, vel.

Han undersøger mig. Først min højre arm, så hånden. Bøjer alle fem fingre, én efter én:
– Gør det ondt, vil han vide og bukker forsigtigt min pegefinger ned mod håndfladen. Jeg ryster på hovedet til nej, han forsøger sig med de andre: langfinger, ringfinger:
– Av. Et stærkt jag trækker fra hånden og op til min skulder, da han når til lillefingeren. Jeg forsøger at hive armen til mig, men Martin holder fast:
– Vi er nødt til at binde den finger op, hvis ikke det skal blive værre, siger han og peger en finger mod mit bryst.