Louise Juhl

Jeg ved godt, jeg har skrevet om det flere gange. Jeg ved godt, at det er på tide at komme videre. Jeg ved bare ikke hvor. Hvorhen, hvorfor.
I dag kan man på DR læse, at Danmark er det eneste land i Nordeuropa, der ikke tilbyder psykologhjælp til mennesker i fertilitetsbehandling. Det, selvom der ofte er tale om enlige eller par, for hvem drømmen om at få et barn fylder så godt som alt. Og hvor risikoen for at måtte give køb på denne drøm hele tiden er tilstede. Hver eneste gang testen er negativ føles det som at give afkald på en del af lykken. Det lyder sikkert helt åndssvagt i nogle menneskers ører: Hvordan kan det, at give afkald på noget, man aldrig har haft, være et tab? spørger de. Og hey, det er skam et legitimt spørgsmål. Det er cirka lige så uforståeligt, som at et menneske, der har mistet et arm eller et ben kan opleve smerter i det ikkeeksisterende lem? Andre mener, at det jo ikke er en menneskeret at få børn, og at man derfor ikke kan forlange det offentliges hjælp til det. Det har de jo på sin vis ret i, menneskerettigheder er som udgangspunkt noget, vi giver til hinanden, og her hører retten til at få børn ikke under. Men: Lykken er heller ikke en menneskeret og ingen vil vel derfor mene, at man skal afvise at hjælpe folk med klinisk depression? 
Da jeg selv gik i behandling for barnløshed, var mit ufødte barn ikke en fantasi eller drøm, men en hel konkret del af mig. Et navn. Barbara, hvis det blev en pige, og Johannes, hvis det blev en dreng. Min kamp for at blive gravid, handlede om kampen for kærlighed, for at finde et sted at placere den kæmpe klods af ømhed, jeg bar rundt på. 

Den første lange tid delte jeg brød ud til ænder i alle omegnens parker og fodrede fugle fra et bræt. Men som månederne gik og æggene forblev for for små og chancerne for at blive gravid blev stadigt mindre (8 procent,) blev jeg grebet af en stor sorg. Min drøm om at blive mor, alle de planer, jeg havde for mig og mit barn, alle de steder, vi skulle besøge, alle de bøger, jeg ville læse højt. Alle de dyr, vi skulle ae og alt det vand, vi skulle bade i. Pludselig var alt dét ikke andet end et fatamorgana, en luftspejling. Og jeg stod tilbage med hænderne fulde af brød og et kæmpe hul dér indeni, hvor fremtiden skulle tage form, finde sted. Lægen var effektiv og dygtig til sit arbejde, jeg er ikke i tvivl om, at han hørte til blandt de fremmeste eksperter i landet indenfor fertilitetsbehandling, men lige så ferm han var til det medicinske, lige så håbløs var han til at forstå alt det, der fulgte med. Skammen over en krop, der ikke virkede. Leden ved aldrig at kunne give liv til andet end sit eget latterlige selv. Afmagten ved at vide, at med viljestyrke kommer man muligvis langt, men ikke hele vejen. Han forelagde mig bare fakta, målene på min æg og viste mig en graf over sammenhængen mellem alder og fertilitet. Jeg var 40 og på vej mod et stort fedt nul. 

Jeg havde ikke mistet en nær pårørende, sådan som kravet for at opnå psykologhjælp lød på. Og så alligevel:
Jeg havde mistet den fremtid, jeg troede, skulle være min. En stor del af min kærlighed var blevet hjemløs. Jeg ville gerne have talt med nogen, der kendte til den – muligvis forkælede og forkerte – sorg, det er, at sørge over en dødfødt drøm. At måtte give afkald på et håb.
Jeg ved ikke, hvor pengene skal findes, men det forhindrer mig ikke i at håbe, at der i fremtiden bliver et tilbud til ufrivilligt barnløse. Et sted at gå hen og tage afsked med det barn, der aldrig blev.