Louise Juhl

Om lidt vil han ringe og høre til noget, der ikke rager ham en døjt, og få svar han ikke vil huske efterfølgende.

”Hvad så”

”Ja hvad så hvad”

”Jo såmænd. Ikke de store nyheder”

Og et svar:” Det samme her”.

Og de vil fortsætte med at opremse ligegyldigheder af en vis betydning, eftersom det er det eneste, de har. Ikke bare sammen, men sådan virkelig har.
“Birgit har sagt op, hun synes det blev en daglig kamp bare at komme ud af døren”

” Jamen vil hun så starte sit eget, eller?”

“I første omgang tror jeg bare hun har brug for ro”

Og han tænker: ”Nej!”
Han tænker, at ro er der hvor hånden forlader kroppen og vinker, at ro er der, hvor mørket ligger på knæ for sig selv for ikke at rejse sig igen. Ro er dér, hvor man aldrig når til anden omgang.

Men svarer: ” Det har du nok ret i, man kan tids nok få nok at gøre”

“Jeg er glad for, at du forstår hende, hun er så træt af at undskylde og forklare”, sukker stemmen i røret. Og det er så dét.

Lidt tavshed følger så et “Og du?”

Han svarer, at alt er ved det gamle: tiden flyver af sted (han bliver et øjeblik blændet af lys, der slipper gennem persiennerne, der endnu ikke har været rullet op), og at snart, meget snart, skal de da også få gjort noget ved den aftale om mødes.
”Ja”

”Ja”

Og de får begge pludselig andet at se til: Birgit er kommet ind ad døren og skal have hjælp til alle poserne, og han?
Ja han er også midt i.
Og der er slet ikke tid til at uddybe, for der skal hilses fra Birgit og ”kan du nu have det godt”
Til slut et: ”Tak for snakken og god vind med det hele”

Det hele. Tak.