Louise Juhl

Im better at being polite than being political. Men.
Da jeg arbejdede som afsnitssekretær på psykiatrisk hospital i Risskov blev en ung fyr indlagt, han var bange. Fugle var fløjet ind i hans hoved, fortalte han, de havde stjålet hans tanker og nu var kun de andres tilbage. Alle de andres tanker, der kværnede løs om alt det, han burde og skulle, betale sin gæld, færdiggøre studiet, vaccinere katten. Senere var det edderkopper han blev ræd for, de angreb ham om natten. Når han vågnede havde han kløet hul på sine lår, han påstod det var spindlerne, at de havde gravet sig vej til hans blodbaner. Han græd, da han kunne se, at lægen ikke troede ham.
Senere fik han det bedre og fik lov at arbejde nogle timer hver dag i et gartneri nede ved vandet. En dag gik han. Ud i havet med alt sit tøj på, han blev bare ved at gå, han ville væk, forklarede han bagefter, forsvinde. Det lykkedes ikke. At forsvinde altså, nogen så ham og greb ind, fik ham tilbage på land, tørrede hans krop. Han var indlagt næsten tre måneder, hans mor passede katten så længe. Han indlæste Erlend Loes Doppler på bånd, mens han lå der, jeg ved ikke hvorfor, men da han blev udskrevet fik jeg båndet. Jeg aner ikke, hvor det er blevet af.
Det jeg vil sige er, at det er helt fint, at kloge og velformulerede mennesker råber vagt i gevær. At de skriver om faren for, at det går for vidt. Med psykologismen, altså, at de unge skal tage sig sammen, skilling på skilling, sår på sår, det man ikke dør af, bliver man stærkere af. Men det er altså ikke sandt: Det man ikke dør af, dør man ikke af, den unge fyr på hospitalet blev toogtredive, så kørte han “galt” i sin bil, hundredeogti kilometer i timen og direkte ind i en mur.
Han blev ikke stærkere af det, skulle jeg hilse og sige.
Det jeg mener, er, at de kloge måske kunne bruge deres velformulerede ord på noget væsentligere end at frygte, at nogen får for for meget hjælp. På dem, der får for lidt, for eksempel, starte dér – the other way around.