Louise Juhl

Engang vågnede jeg, og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv: det var sådan en langstrakt følelse, som når et ben sover, og man ikke kan få det til at lystre, uanset hvor meget man forsøger sig med at gå.
Dagen efter købte jeg en bil, den var rød, “og med tre døre,” lovede bilhandleren. Jeg kan huske, at jeg følte mig fri, nu kunne mine ben sove alt det, de ville, jeg skulle nok nå frem.
Bilen skulle bestilles fra fabrikken, og var to måneder undervejs. Endelig kom den. Den var rød, præcis som lovet, og fin. Jeg gik rundt om den først en gang, så een gang mere, for at tælle til tre, men nåede kun til to.
“Hvor er den tredje dør,” spurgte jeg.
Bilhandleren pegede på bagsmækken.
Først blev jeg skuffet, men så kom lettelsen. For det gik det op for mig, at jeg slet ikke behøvede at bekymre mig om, hvad jeg skulle stille op med sig selv, så længe jeg bare kunne pege på en røv og kalde den for et sæt nøgler.