En som mig #16

by Louise Juhl Dalsgaard

Nogle dage lader jeg som om. Det vil sige, jeg står op og trækker i en krop, som om den er min. Jeg børster tænder, som om det giver mening. Tørrer hår. I spejlet ser jeg på et ansigt, der kunne være mit. Jeg laver kaffe, som om det er dét, der skal til. Går tur med hunden, og kaster med pind, ligesom hvis jeg var sådan en, der gik tur med min hund, sådan én, der kastede med pind.
Jeg har ikke noget at udsætte på disse dage. Det fungerer fint, jeg er overbevisende.
Næsten som hvis det havde været mig.