Louise Juhl

Jeg hader bare, når det sker. Som nu i dag, hvor jeg sad og græd, fordi en overlæge fortalte mig, at følelsesløsheden var kommet for at blive. At de endnu ikke havde kortlagt bivirkningerne, altså hvor mange og hvor slemt. “Ikke kortlagt?” spurgte jeg, og ja, de havde ikke noget overblik på nuværende tidspunkt. Og så var det, at jeg ikke ku lade være med at tude, for det er jo for fanden i helvede det eneste, jeg savner. Overblik. Nogen, der kan pege på mine hænder og kalde dem for mine. Nogen, der vil røre ved mine fødder og fortælle mig, hvor de går hen.
Følelsesløsheden, den stinker, ligesom det stinker, at være et spøgelse i min egen krop, at rende rundt og vinke med en fremmeds hånd: Hej, hej.
At “have en krop” – i anførselstegn.