En som mig #23

by Louise Juhl Dalsgaard

På vej til arbejde hørte jeg P1, det var Søren Fauth, der var i studiet. Han fortalte om sin seneste udgivelse, en Tænkepause med titlen “Vilje.” Intervieweren ønskede svar, tydelige, han spurgte: Findes viljen, hvad gør den godt for? Jeg tænkte: Hvem bestemmer over viljen? – og kom til tænke på alle de år, hvor min vilje blev brugt til at sige “NEJ” så højt og eftertrykkeligt, at det næsten kostede mig livet. Nej til verden, til nytteværdi, nej til Louise med stort L. Der var så meget jeg IKKE VILLE, at jeg (uvillet) kom til at ville alt muligt andet: Sulte, nægte, nedbryde. Jeg kan huske, at jeg var vred, meget vred, at jeg gik i terapi og lærte, at jeg skulle bruge den konstruktivt, vreden. Og jeg kan huske, at jeg tænkte nej! (nej, nej, altid nej), jeg ville sgu ikke være konstruktiv. Jeg kan huske, at min bror sendte mig to bøger, for at hjælpe velsagtens: én om “Girafsprog” og en om “ikke-voldelig kommunikation,” og jeg kan huske, at jeg læste dem og fik den vildeste lyst til at slå, kommunikere voldeligt, at rive bøgerne i stykker, brænde dem. Nu er det, jeg så gerne vil vide, hvad man stiller op med en vilje, der vil den slags, den vilje, der vil slå, brænde, flå vingerne af en engel?