En som mig #32

by Louise Juhl Dalsgaard

På vej til arbejde i går hørte jeg et indslag på P1 om “Cuttere”. De interviewede en Sofie på 17, som ihærdigt forsøgte at holde op med at “cutte,” dvs. at skære i sig selv. Hun beskrev, hvordan afsavnet gjorde mere ondt, end den smerte, cutting havde medført. Hun var vant til at erstatte sit psykiske ubehag med en fysisk smerte. Nu hvor hun afstod fra at give smerten et fysisk udtryk (altså “cutte”), var hun tvunget til i stedet at bære smerten, mærke den, udholde den. Det lød først lige lovlig 1:1 agtigt, en forklaring på linje med en matematisk ligning med kun ubekendte, men nogen gange er vi mennesker utrolig simple i al vores kompleksitet.

Det fik mig til at tænke på eget mit sygdomsforløb, hvordan jeg i sin tid valgte at lade være at spise, så den konkrete, fysiske sult kunne overdøve mit behov for bekræftelse, anerkendelse og – nå ja kærlighed!

Nå men i radioen sagde Sofie, at den bedring hun oplevede i forhold til sin selvskadende adfærd, efterlod hende med en smerte, hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med. Før ville hun have taget en skarp genstand og ridset sig i låret, for ad den vej komme helt tæt på smerten – ud-leve den. Men nu sad hun tilbage uden denne mulighed, og hvad gør man så, spurgte hun?

Jeg kan tydeligt huske det tomrum, Sofie taler om. Følelsen af at sidde overfor et ubærligt ubehag, som jeg i mange år havde været sultet til tavshed. Nu kunne jeg mærke min krop. En krop, der ikke kunne være i sig selv, men hvor går man hen, når man ikke har plads i sig selv?

Jeg prøvede mange ting: Jeg forsøgte mig med Jesus – al ære og respekt, han er en virkelig fin fyr, synes jeg, men det var ikke lige mig. Jeg forsøgte mig også med løb, 12 kilometer løb jeg hver dag, 365 dage om året, uanset vejr og vind. Selv den dag jeg skulle giftes, tog jeg 12 kilometer før vielsen, forvred mit knæ, og måtte tage fodformede sko på til bryllupskjolen. De mange kilometer havde faktisk en vis effekt, bedre end Jesus, men til gengæld også bivirkninger som slidgigt, dårlig ryg, permanent betændelsestilstand omkring mine knæ. Så jeg stoppede med at løbe, og sad igen med en krop, der ville væk, men nu med slidgigt og betændelse. Et stykke tid dæmpede jeg det hele med alkohol, men det har jo som bekendt en del sundhedsskadelige effekter, så det var heller ikke løsningen.

Nå men i radioen efterlyste Sofie et terapiforløb, nogen at tale med, ja det hun efterlyste, var en erstatning for “cutting.” Jeg har aldrig “cuttet,” men selvskade har mange ansigter, og jeg kender flere af dem.

Jeg ved ikke, om det er løsningen, eller jeg ved ikke, om det er løsningen for mig, at man nødvendigvis skal “erstatte” smerte. Måske skal man rumme den. Se på den – hver dag – med milde øjne, og en god portion overbærenhed:

“Kære sorg, skal vi sætte os og græde lidt – sammen?” eller

“Lille skam, kom du bare frem i lyset, hvad har du på tapetet i dag? Er det begæret, der spøger? Vreden? Noget tredje?”

Jeg er aldrig kommet mig over mit savn. Jeg mangler stadig en erstatning, en sulte-sutte-klud, når verden gør ondt. Der er stadig dage, hvor jeg skammer mig over, at have givet efter for appetitten, at have givet slip på formerne – bogstavelig talt. Det er stadig svært at se, hvordan mine lår når hinanden, når det i så mange år var et mål, at have så meget hul og så lidt lår som muligt. Det hul kan jeg stadig gribe mig selv i at savne. Jeg ved ikke længere, om jeg tænker, at det skal erstattes: Hullet mellem lårene, eller alle de andre huller. Jeg har været i terapi. Det var megafedt, og jeg under alle at få lejlighed til at se sig selv efter i krogene: Det er vildt, hvad der gemmer sig. Jeg tror terapien lærte mig at leve med hullerne, med lysten og skammen og sorgen. Og vreden, for helvede, vreden. At mærke det hele, uden at tænke, at det skal væk. Erstattes. Overstås.

For hvordan overstår man lige sig selv?