Louise Juhl

I går blev jeg interviewet af en journaliststuderende, en køn pige, hun hed Josephine med ph, og havde fået til opgave at skrive en artikel om emnet “Når livet gør ondt,” om et menneske, der havde gennemgået en krise, og var kommet igennem (Hvis man da ellers kommer igennem en krise? Kommer over den? Kommer videre, måske)
Det var lidt mærkeligt på den måde at høre mig selv omtalt, som “et selv, nu på den anden side af sig selv,” men hun skrev en fin artikel, synes jeg, meget loyal. Hun beskrev, hvordan jeg efter gymnasiet oplevede et massivt tomrum, at jeg savnede den daglige anerkendelse og bekræftelse, der fulgte med. Hun skrev, hvordan jeg havde søgt efter noget at udfylde tomheden med, og havde fundet dét, jeg troede kunne hjælpe: at leve sundt og (ikke mindst!) tabe mig. Jeg fortalte Josephine om de uendelige løbeture, om de fysiske mén (amenoré, skæve levertal, hjerterytmeforstyrrelser, osv) Jeg fortalte om parallelidentitet og ensomhed, om ikke at kunne genkende mig selv, om at forsøge at overensstemme min krop med tomheden, at få kroppen til at blive til ingenting.
Jeg havde hørt det hele før, havde hørt mig selv fortælle. Jeg ved hvad jeg skal sige og hvordan, jeg kan fortælle min historie, så det absurde alligevel giver en slags…mening?
Men undervejs i interviewet i går følte jeg mig pludselig fældet af min egen fortælling. Jeg hørte mig beskrive mig selv – som “et selv,” hørte, hvordan jeg dissekerede mine behov for omsorg, som om de var en kræftsvulst, som om jeg var. Hvordan jeg lagde afstand til det Jeg, der var er Mig.
Hvad siger det om et menneske, at det kan forklare sig selv, sine handlinger, men ikke forstå dem? (Det er ikke et spørgsmål)
I virkeligheden var det, jeg gjorde at håne mig selv. Håne mig for at have været syg. For at have kostet samfundet en god million i indlæggelser, kun fordi jeg VILLE ses, høres, forstås. Som et barn, der ikke får sin vilje, og derfor lægger sig stortudende på gulvet hos købmanden. Jeg pegede fingre ad mit bekræftelsesbehov, og beskrev mig selv som en logrende hundehvalp. Jeg vrængede.
Og det, der slog mig var, at den vrængen, den hån, jo ikke er så forskellig fra de mange år med anoreksi. Dengang nægtede jeg også at acceptere min sult, at lytte til mine behov. Dengang afskyede jeg også mit ønske om at blive anerkendt. Og jeg kan åbenbart stadig ikke leve med sulten efter omsorg, jeg vrænger stadig af mig selv, nu bare sprogligt:
Jeg skriver tit om mit hovede, som om det var en røv. Jeg taler om sutteklude og tudekiks. Jeg lader skriften brække sig: snyltetøs, flæbepande, grådiggramser, mer’mer’mer’.
Det gør mig lidt trist, at jeg ikke er kommet videre, jeg sidder stadig fast, nu bare på et højere plan. Det gør mig ked af det, at jeg stadig forbinder det at ville elskes med noget ekstremt skamfuldt og ulækkert, øv.