Louise Juhl

Måske var det duften af varm mad en tidlig morgen, eller græsset, der var helt sprødt af frost, i hvert fald kom jeg til at tænke på farmor, på stilheden, og den helt særlige koncentration i hendes køkken, som en nynnen uden en melodi, bare mmmm.

Og mig, der gik rundt og gættede på, hvad der var i de forskellige gryder, ikke for at få et svar, men for at blive en del af stilheden. Særlig lugten af surdej sad i næsen, sådan en endeløs og rå lugt, der ændrede sig, når den kom i ovnen: fra aggressiv og lukket til sød og kaldende.

Bagefter rev farmor rugbrød på et rivejern og blandende det med perlesukker til rugbrødsdrys, og jeg fik lov at smage. En enkelt gang tog jeg for meget, og måtte levne, og farmor sagde, at jeg skulle sende resterne til de fattige i Afrika, for de kunne nok spise op. Jeg kan huske, hvordan konvolutten blev våd af ymer, at jeg skrev “TIL DE FATTIGE” uden på, og at farmor puttede et frimærke på, selvom hun mente, at jeg havde fortjent selv at betale portoen.

Jeg tænkte på, hvad de mon ville sige til farmors rugbrødsdrys i Afrika, og skrev mit navn med tydelige bogstaver bagpå på konvolutten, i håb om at nogen ville svare, men jeg hørte aldrig noget.
Farmor mente, at det måtte være fordi de brugte et andet alfabet i Afrika, eller også fordi de ikke havde råd til frimærker.