Louise Juhl

Da jeg bev syg, valgte jeg nogle gange at gå i kirke. Måske kan man sige, at jeg, i mangel af bedre, søgte trøst et sted, der modsat mig selv, troede på ubetinget kærlighed. “Tror du på Gud?,” spurgte folk mig så, og jeg svarede dem ærligt, at “nej, det ved Gud, jeg ikke gør.” Men jeg tilføjede altid, at det er med kirke og Gud, som det er med børn og lege: Så længe, man leger, glemmer man, at det kun er en leg. Det er derfor, det er sjovt at lege.
Jeg har aldrig troet på Gud, og har altid fundet det fjollet, det med religion. Altså ikke mere fjollet end så meget andet, jeg har spildt tid på. Som at sulte mig selv halvt ihjel, hvad jeg jo brugte godt 15 år af mit liv på. Det gode ved Gud, som jeg vel at mærke ikke tror på, er, at han giver plads til en naiv patos, som jeg ikke selv kan få mig til at tro på.
“Du er elsket,” for eksempel.
“Du er elsket.” En sætning, der, bare nu, hvor jeg skriver den her, virker akavet, patetisk og stordum.
“Hold nu kæft, flæbeøje,” “stik piben ind, nutte-moster,” får jeg lyst til at skrive som svar.
Ubetinget kærlighed, min bare røv! Se på verden: krige, flygtningehad, økonomisk ulighed. Sikke en kærlighed, siger jeg bare. Og se på naturen: survival of the fittest! – I naturen kommer ubetinget kærlighed hverken i anden, tredje eller fjerde række, den findes ganske enkelt ikke.
Men selvom den ubetingede kærlighed er et fatamorgana, så bliver jeg ved med at leve, som om den fandtes Jeg lever i en slags oplyst uoplysthed: Jeg ved godt, at det bare er en leg, men det glemmer jeg heldigvis, mens jeg leger.