Ensomig #102

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg har længe tænkt over farverne
over agerhønen tusindbenet og
kvækerfinken

min mormor, hvis hår var blødt og
sneglet som det tidligste efterår,
kaldte duerne ved navn
og skrev læserbreve til Kolding Folkeblad
der vistnok aldrig blev trykt:
“jeg har ikke noget at sige
og ikke nogen at sige det til”

en særlig slags ensomhed, tror jeg, der
kom sig af at hun holdt
sig for god til sig selv.