Louise Juhl

Nu tager jeg afsted, op til havet og skoven og det grønne, der har skiftet farve til armeret oktober, op til landeveje beklædt med krigsbeton og byer befriet for solarier, frozen yogurt og andet gøgl.
Det gode ved at være deroppe, synes jeg, er at man er lige præcis så alene, som man føler sig. Det er ikke én mod én men én til én.
På nordjysk kalder man det: ingen mod ingen.
Det virker fair.