Louise Juhl

i nat lå jeg og var bange for mørket og ikke mindst for mig selv, hvad vil det sige at være sig selv? er skoven sig selv, når det er regner? faldt i søvn og drømte, at alfabetet havde skiftet stemme og blev så træt af at regne ud, hvis stemme det var (det var én, jeg genkendte), at jeg vågnede. digitaluret i køkkenet viste fjorten minutter over syv og morgnen var nådig, gav mig mod til at stå op. det er så fint og vådt ude på terrassen, lyngen er aldrig gået ned, træerne står, som de skal, hvis de da overhovedet skal noget. tænk at vågne så langsomt og tungt, tænk aldrig at give sig til kende
(hej træ)