Ensomig #110

by Louise Juhl Dalsgaard

Hver aften, når hun kommer hjem fra arbejde, tager hun et brusebad. Hun vasker håret: masserer grundigt den cremede masse ind i håret, sætter en tommel i hver tinding, og bruger de resterende fingre til at fordele shampooen.
Hun kan lide at stå længe i badet og se hvordan afløbet sluger alle dråberne en for en. Hun er yderst omhyggelig med vandets temperatur og sørger for, at armaturets røde prik står nøjagtig ens hver gang: klokken tre på en urskive. Også vandstrålens tryk er det samme.
Efter en rum tid under bruseren, begynder hun at tælle ned fra otte, syv, seks, fem. Nyder at der stadig er lidt tid tilbage.
Fire, tre, to, en.
Så slukker hun for vandet, træder ud af nichen og tager sit drivvåde tøj af.