Louise Juhl

Jeg er i tvivl om, hvad lørdagens tristhed egentlig består af: Om det er tungheden i min krop, der gør, at jeg sidder og stirrer ud i luften også længe efter, at mine øjne er færdige med at se? Eller følelsen af at jeg sidder i en indkøbsvogn, med benene låst fast i de der små huller fortil og har opdaget, at der ikke er nogen til at køre den? Måske er den sindssyge træthed, dersidder i mine tanker og ikke i min krop, og som jeg derfor ikke kan sove fra? Eller “det er en smerteligt erfaren bog, som mange vil have glæde af, men den stiller høje krav til læseren, krav, som vi ikke er sikre på, at de kan indfri-” afslaget?
Måske består den I virkeligheden ikke af en skid, kun af tanker om hvorfor og hvordan.
Nå, men skoven har fået lagt nyt gulvtæppe, det er heldigvis ubeskrivelig smukt og alt andet end trist!