Louise Juhl

Jeg kan huske, at jeg arbejdede ved et kølegrossistfirma, det var i begyndelsen af 00’erne, og jeg var villig til hvad som helst, for at føle mig nyttig, så jeg tog telefonen otte timer hver dag, stillede om til mændene, der var de beslutningsdygtige, chefen hed Tonni, det var første gang, jeg mødte et menneske, der hed sådan, Tonni, han var en stor mand, midt i tresserne og jovial på den måde, der får det til at løbe koldt ned af ryggen, Tonni kunne lide at være stor i slaget, så alle montører blev tilbudt en firmabil, da Tonni tiltrådte, der var tre: Ib, Claus og Jens Christian, Ib var en fin fyr, rolig, lun og skeptisk, men på en kærlige måde, Jens Christian var kolerisk, hans søn arbejdede inde ved militæret og var på vej op eller frem, eller hvad man kalder det derinde, han havde et billede af sønnen stående på sit arbejdsbord – i fuld uniform, Jens Christian var mest på vejen, ude ved kunderne, men når han en sjælden gang gæstede kontoret, var han hurtig til at uddele opgaver, vil du sørge for, at jeg får et nyt tastatur til min pc?, vil du undersøge, hvor jeg kan blive klippet billigt? det var såmænd fint nok, bedre end at slikke frimærker, Claus var den sjove dreng i klassen, også den yngste, han var helt vild med at skulle have en ny firmabil, og brugte meget tid på at finde én, der lignede en million, men kun kostede en fjerdedel, han endte med at købe etellerandet koreansk mærke, der forsøgte at gøre sig ud for en jaguar, den holdt i to og et halvt år, så skulle den skiftes, “men den var smart, så længe det varede”, grinede Claus, Jens Christian købte en firehjulstrækker, så kunne han også bruge den på jagt, men efter et år måtte han skifte den, den var for dyr i benzin, sagde Tonni, det pissede Jens Christian af, han sagde noget med, at gaver, der var klausulerede, ikke var rigtige gaver, den bemærkning kostede ham næsten jobbet, Tonni havde sit eget kontor med en sikkerhedsdør ind til og mange flasker vin på hylderne, når han ville mig noget, ringede han ud til omstillingsbordet, hvor jeg sad, og bad mig om at “kigge ind”, selvom kontoret lå lige ved siden af, han var vældig omsorgsfuld, som om jeg var af glas, han spurgte tit, om jeg havde det godt, om jeg følte mig tilpas i firmaet, om de behandlede mig ordentligt, jeg svarede, at jeg havde det ok, ingen problemer, jeg ved ikke, om Tonni havde gennemskuet, at jeg var ved at rådne op af at tage telefoner og bestille frisørtider, jeg stoppede året efter, de holdt en afskedsfrokost for mig, jeg fik en fyldepen og et gavekort til Ikea, forleden så jeg så Ib igen, jeg kunne stadig kende ham, det var ved en fotoudstilling, han havde hænderne foldet på ryggen og lænede sig frem for at se fotografierne bedre, der var ét foto, han stod særligt længe ved, det var i sort/hvid, og var af et vindue med genskin, man kunne ane fotografen i ruden, men også se noget eller nogen på den anden side af vinduet, der var ligesom ikke noget sted, man kunne betragte det fra, uden samtidig at blive betragtet af fotografen eller den fotograferede, jeg var lige ved at gå hen og præsentere mig for ham, sige: hej Ib, kan du huske mig, men jeg lod være, han ville sikkert ikke kunne kende mig, 14 år og 20 kilo senere, da han gik ud, fulgte jeg efter ham, han gik hen til sin bil, det var den samme som dengang, den så stadig ud som ny, han havde fået en sticker på bagklappen, hvor der stod:
Dyt, dyt – ska’ vi byt?