Louise Juhl

Vi sidder 9 mennesker samlet om et bord, vi har alle det tilfælles, at vi har kroniske smerter, og vi er her for at lære at acceptere at leve med det, “smertehåndtering”, kalder de det, af en eller anden grund kan jeg ikke lide det ord, det lyder ligesom for nemt, at “håndtere” at det gør ondt, når man vågner, at “håndtere” at man må gå tidligt fra arrangementer, fordi man er træt, at “håndtere” at man reagerer som et barn i visse situationer, fordi man i forvejen er klædt følelsesmæssigt af til skindet, og ups, så kommer man til at råbe af hunden eller sparke til køleskabsdøren eller sukke hånligt over en kassedames langsomhed, og sådan én vil jeg ikke være, men sådan bliver jeg, når smerterne bliver ved og ved og ved med at bore og bide, og så sidder vi der, ni mennesker, for at lære at håndtere, at smerterne er kommet for at blive, og den supersøde, meget unge, psykolog spørger os, hvad vores forventninger til kurset er – til hende og til hinanden og til os selv, og vi tager den obligatoriske runde, og starter med E, der fortæller, at hun forventer at blive klogere på, hvad smerter er for en størrelse, K siger, at hun forventer at kunne finde et sprog for sine smerter, S siger, at hun håber at kunne spejle sig i andres oplevelser, M vil gerne blive bedre til at se frem i stedet for tilbage, V er superpositiv, “det kan kun blive godt”, siger hun, og sådan fortsætter det, forventningsfuldt, så når vi til mig, og jeg sidder og er ved at eksplodere af arrigskab, for jeg forventer ikke en skid, jeg vil ikke “lære at leve med,” at det skal gøre ondt fra nu og til altid, jeg vil ikke acceptere, at der er ting, jeg aldrig kommer til at gøre, danse helt vildt, for eksempel, eller kunne bruge mine kræfter på at hjælpe andre, i stedet for at holde min egen lunkne røv i vandskorpen, og nej, jeg vil ikke finde sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan ændre, nemlig at jeg skal sidde i et rum og forholde mig til min vrede og min sorg og min træthed, men selvom jeg er rasende, så siger jeg ikke noget, jeg begynder bare at tude, for jeg er ikke dum, det er ikke min hjerne, der er kronisk ramt, jeg ved godt, at min reaktion er barnlig, ukonstruktiv og regressiv, og alle omkring bordet trøster mig, de siger, at de forstår mig, men jeg har heller ikke fortalt, at jeg græder af arrigskab, og ikke fordi jeg er ked af det, de rækker mig papirsservietter, og jeg tørrer øjnene, men jeg bliver ved med at snøfte, ikke fordi jeg har ondt eller er trist, men fordi jeg skammer mig over, at jeg er så forbandet vred, mens alle de her smerteramte mennesker, der selv står i lort til halsen, har overskud til at trøste mig, jeg vil råbe ad dem og deres forventningsfuldhed, deres kampgejst, deres smerte”håndtering,” jeg vil råbe, at jeg er bange, jeg er skide bange for, at det kun bliver værre, at jeg får mindre overskud, at jeg ikke kan gå mine lange ture med Mumrik, at jeg skuffer på arbejdet, fordi jeg ikke kan holde lige så længe, som de andre, at Michael bliver led og ked af at tage det tunge slæb (bogstavelig talt: hente brænde, støvsuge), og jeg er ked af det, fordi den Louise, jeg troede, jeg skulle være, aldrig kommer til at blive, jeg bliver aldrig mor til 5 børn, jeg får aldrig startet et værested for følelsesmæssigt værdigt trængende, jeg kommer aldrig til at bidrage til samfundet i samme omfang, som det har bidraget til mig, og udover at være bange og ked af det, så er jeg pisse frustreret over, at jeg skal sidde her og formulere mine forventninger til noget, jeg ingenting forventer af, og det hele kommer ud som snot og slim og sved og er helt umuligt at forstå for mig og de andre, det mærkelige er, at jeg faktisk ikke har haft ondt siden, jeg sad der i formiddags, det er alligevel en del mere end den skid, jeg ikke forventede.