Louise Juhl

Det kan godt være, at jeg er vred, at mit mellemnavn er weltschmerz, og at min bedste ven har lange ører og let til logren. Men i dag sad jeg og snakkede med nogle kolleger, vi talte om styrke og svaghed, og hvordan styrken kan blive en svaghed, hvis man bruger den imod sig selv. Engang var min vilje”styrke” så abnorm, at jeg stod op kl. 5.00 hver morgen og løb 20 kilometer, var der sne blev løbeskoene skiftet ud med langskaftede forede støvler. Jeg siede min drikkeboullion, så jeg undgik de tørrede ærter, fordi de indeholdt for mange kalorier til mit “regime.” Jeg stod oprejst, når jeg læste – jeg skulle jo holde mig igang – og sorterede mine frosne grøntsager, så det kun var de mindst energitætte af dem, der kom på tallerkenen. Jeg kunne på gram gætte vægten af et stykke brød eller frugt eller pålæg alene ved at se på det, og da jeg engang kom til at spise 50 gram kogt torsk mere end planlagt, kunne jeg ikke få vejret af gråd, men måtte løbe ned til den nærmeste svømmehal og svømmed2000 meter som kompensation, af angst for at mine 35 kilo skulle blive til 35,1 kilo. Så når jeg taler om, at styrke kan blive til en svaghed, hvis den bruges forkert, så er det det, jeg tænker på. Men så kom jeg til at tænke på, om en svaghed lige sådan kan vendes til en styrke, hvis den bruges korrekt? Og ovenpå al min vrede over at skulle håndtere mine smerter, kom jeg i tanke om, at de ikke bare er et onde, smerterne. De gør også noget godt. De forhindrer mig for eksempel i at stå op kl. 5.00 og løbe 20 kilometer (jeg kan knap løbe 5, og hvis jeg gør det, koster det 4 dage på langs.) Jeg kan heller ikke længere holde til at stå op for at øge min forbrænding, for hele mit smertesystem skriger, at jeg skal sætte mig ned, NU. Jeg har ikke længere kræfter til at justere min mad på gram, eller at nægte mig selv at spise, det orker jeg ganske enkelt ikke, fordi jeg har brug for alle mine kræfter til at holde smerterne på afstand. Og gu fanden ville jeg gerne slippe for at have ondt, til hver en tid! Men jeg ser alligevel en gave i dem også, for smerterne får mig til at tage vare på min krop, at ligge ned, at mærke mig selv, at “orke mindre. Og jeg er virkelig ikke typen, der siger etellerandet holistisk om, at der er en mening med alting (for det er der ikke), og der er heller ikke nogen, der får mig til at kalde mine kroniske smerter en gave. Men jeg trækker mit vejr dybt og kan mærke, at de ikke KUN er en kilde til vrede og sorg, men også til en begyndende omsorg, en slags svag styrke eller stærk svaghed, jeg ved ikke, hvad der kommer først. Men det er vigtigt, at jeg husker på dét: at selvom det – mere end nogensinde – gør ondt i min krop, så er der noget indeni, der ikke gør så ondt mere.