Louise Juhl

Jeg ville egentlig skrive noget smukt, en taksigelseshymne af en slags – for vinteren og varsomheden. Men mine led gør ondt, og jeg er ved at kaste op over at deale med coping-strategier og uvished, så det kom lidt skævt ud. Mor er ikke sur, mor er utaknemlig:
Tak til denne mandag, for at leve op til sit dårlige ry, Tak til min krop, for at præsentere mig for endnu en dag med smerter, Tak til Fynbo solbærmarmelade, for at være på tilbud (to for eens pris), så jeg nu har dobbelt så meget solbærmarmelade, som jeg har brug for, Tak til himlen, for – i det mindste – at være entydigt grå, Tak til min umættelige sult, for igen og igen at stille mig valget mellem lyst og behov, også en Tak til regeringen, for at minde mig om betydningen af ligeværd og solidaritet, nu I så effektivt modarbejder det, Tak decembersol, for at være smuk men helt uden varme, Tak til linje 2A, for ikke at vente, selvom jeg vinkede som en vanvittig med både arme og ben, Tak til sorgen, for alt for meget, Tak til lægen, for at glemme at forny min recept, så jeg forgæves tilbragte 25 minutter i kø på apoteket, Tak til Louise, for at være vred og ked af det – uden at kunne skelne imellem,  Tak til taknemligheden, der er så meget at takke for, det er jo ikke et spørgsmål om, hvordan man har det, men hvordan man tar’ det, selv tak.