Louise Juhl

Min far er snart 80. Jeg husker ikke, at han nogensinde har været syg, udover en snert af forkølelse og et udbrud af helvedesild.
Jeg har arvet hans næse og hans rørstrømskhed. Min far har nemt til tårer. Roser man ham, begynder han at snøfte. Der er meget, man kan rose min far for. Hans ukuelige optimisme, hans skarpe intellekt, hans udadvendte natur.
Min far har et godt hovede. Han kan regne alt ud. Da han læste til civilingeniør, skrev han hele pensum af, ord for ord, ligning for ligning. På den måde satte det sig bedre fast, har han forklaret. Jeg har set papirerne fra dengang, de er imponerende. Skrevet med samme sirlige håndskrift fra start til slut, og med fuld udnyttelse af papirets bredde og højde. Ingen plads er gået til spilde.
Min far er god med sine hænder. Han skærer i træ. Små figurer, ansigtsmasker, portrætter, skulpturer. De er imponerende, de er smukke. De rører mig. Der er langt fra hans præcise afskrivninger af pensum, til de små ansigter i træ, der er så fulde af liv.
Han er generøs, min far, han har foræret mig en karnap, der er blevet istandsat i fuldkommen overensstemmelse med den, der var der før, og som var fra 1914. Det har været en bekostelig affære. Når min far gør noget, så gør han det fuldt ud. Det kan virke næsten overvældende.
Min far er et kategorisk menneske. Det vil sige: Drikker man øl til frokost, er man plebejer, ser man fodbold på TV, spilder man sit liv. Bastognekiks er lykken, pasta er junkfood, og chili og hvidløg har aldrig gjort noget godt for nogen. På den anden side: spiller du et stykke med Beatles eller Van Morrisson, triller tårerne. Og hjælper du ham med at fælde et træ, er i bedstevenner for altid – som i ALTD! – og det selvom du både drikker øl til frokost og ser fodbold.
Det er kompliceret og af og til svært, men som min far siger: Hvem har sagt, at det skulle være nemt?
Jeg har arvet min fars rørstrømskhed. Og hans næse.
Den er stor og følsom og kompliceret.