Louise Juhl

I dag var jeg hos en fysioterapeut. Hun skulle forsøge at få mine forventninger til en smertefri fremtid til at overensstemme med en virkelighed, der næppe bliver smertefri. En træls opgave for staklen.
Hun startede med at spørge, hvor jeg havde ondt henne og hvordan. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke, jeg vidste ikke, hvor det gjorde ondt eller hvordan. I stedet pegede jeg på mine hævede, misfarvede hænder, og forklarede hende om min bindevævssygdom: En fejlrefleks i mit nervesystem gør, at mine blodkar umotiveret trækker sig sammen i hænder og fødder, så blodtilførslen bliver meget ringe. Jeg fortalte, at jeg fem gange dagligt spiser Viagra for at øge blodtilførslen, og at det virker på mine fødder men ikke mine hænder. Hvilket jo ikke giver nogen mening. Hvorfor i fødderne – men ikke i hænderne? Det undrede vi os lidt over uden at blive klogere.
Så spurgte hun, hvad jeg mere præcist mente med ikke at vide, hvor og hvordan det gjorde ondt. Jeg pegede igen på mine hænder, forklarede, at det er sådan, jeg har det med mine smerter, med min krop. Jeg forstår den ikke, det giver ikke nogen mening. Jeg kan ikke se ideen med, at jeg konsekvent går til højre, når jeg skal til venstre, eller at jeg kaster op, når nogen banker mig på mit knæ. Ligesom jeg ikke kan se, hvad jeg skal med et hovede, der sender forkerte signaler til min krop?
Jeg godt ved, at meget af det bunder i, hvordan jeg i mange år modarbejdede min krop: Nægtede at reagere på sult, træthed, kulde. Men nu synes jeg, at det er på tid at komme videre, genskabe forbindelse mellem hoved og krop. Men hvordan gør man det, hvordan gør jeg? Hvordan får jeg min hjerne til at forstå, at min krop ikke længere er underernæret, at det ikke er nødvendigt at spare på blodtilførslen til mine ekstremiteter? Hvordan overbeviser jeg min krop om, at den ikke behøver konstant at sende smertesignaler til min hjerne, for at få mig til at tage hensyn, passe på, holde pauser, lægge mig ned?
Fysioterapeuten foreslog mig (igen) en holdningskorrigerende vest. Fin ting, bestemt, jeg overvejer stadig at investere i én. Jeg tvivler dog på, at en vest gør nogen forskel, hvis jeg skal finde ud af – eller ind til – min krop, mit hovede. Et øjeblik overvejede jeg i stedet at foreslå, at forsøge mig med dét balancebræt, hun havde stående. I ånden så jeg mig selv stå på ét ben og gale som en forvirret høne: Det ville næppe hjælpe, men vi kunne få os et godt grin, og det er også noget.
(Ellers går det godt.)